Nestlé introducerer store velfærdsforbedringer for kyllinger

29 juni, 2018

Nestlé har netop offentliggjort, at den vil indføre markante forbedringer for kyllingevelfærden i sin værdikæde. Blandt forbedringerne skal kyllingerne bl.a. have mere plads, mere beskæftigelse og så skal de vokse langsommere, af hensyn til de mange gangproblemer dyrene døjer med i den intensive produktion.

”Forbrugerne vil gerne vide, hvor deres mad kommer fra, og hvordan den er lavet. Som en del af vores forpligtelse til at source ingredienser ansvarligt, vil vi forbedre velfærdsstandarden for millioner af kyllinger, som anvendes i vores fødevarer i Europa, inklusive vores Herta-, Buitoni-, Wagner- og Maggiserier,” udtaler Nestlé talsmand Marco Settembri.

Nestlé har i forvejen indført en global politik om at fjerne buræg inden 2020, og dermed er slagtekyllinger et naturligt næste skridt at tage fat.


Foto: I den koncentionelle produktion lever op til 40.000 kyllinger i en enkelt hal.

”De færreste ved, at fuldt udvoksede kyllinger har mindre plads end burhøns, og at størstedelen ikke kan gå normalt, fordi de vokser alt for hurtigt. Nestlé tager fat nogle i af de vigtigste steder med denne politik og viser vejen fremad for hele fødevarebranchen,” forklarer Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos dyreværnsforeningen Anima.”Vi vil gerne arbejde videre for, at Nestlé også vil få kyllingerne ud i det fri, hvilket vi ved har stor betydning for dyrenes velfærd.”
 
Nestlés nye politik, som skal være fuldt implementeret senest i 2026, er baseret på en international standard som koalitionen Open Wing Alliance arbejder for at få hele fødevarebranchen til at adoptere. Anima arbejder nu i Danmark med at få virksomheder til at lave lignende forbedringer og få kyllingerne udenfor.

Mener du også, at kyllinger skal kunne komme udenfor i Danmark?


Skriv under: Kyllingerne skal have bedre forhold!