Salling Group løber fra kyllingeløfte
I 2021 startede Salling Group en total udfasning af turbokyllinger, og i 2023 fremlagde koncernen en ny plan for, hvordan denne udfasning skulle ske. Nu er deadline overskredet, og koncernen er milevidt fra at indfri: Hovedparten af Salling Groups kyllinger er turbokyllinger. Dyreværnsforeningen Anima peger på et alvorligt troværdighedsproblem.
Det var med stolthed og massiv positiv omtale, at Salling Group i 2021 og 2023 kunne proklamere en forestående udfasning af den udskældte turbokylling. Nu fem år senere er udviklingen stagneret.
“Salling Groups manglende efterlevelse af egen politik er i høj grad selvforskyldt. I stedet for at lave en langsigtet aftale med sine leverandører om en omstilling har Salling Group haft travlt med at sælge turbokylling på tilbud bl.a. fra Polen,” udtaler Animas kommunikationschef, Thorbjørn Schiønning.
Turbokyllinger er fremavlet til at vokse så hurtigt, at kroppen ikke kan følge med. Gangproblemer, passiv adfærd og ætsninger på benene er blot nogle af de velfærdsproblemer, der følger med den ekstreme vækst.

Milliardoverskud har ikke gavnet dyrevelfærden
Salling Group skulle ifølge planen have udfaset alle ferske kyllinger ved udgangen af 2025, men har nu over for Anima udtrykt, at man vil udskyde sin deadline tre år og i mellemtiden øge markedsføringen for de langsommere voksende kyllinger.
“Det er selvfølgelig godt, at Salling Group holder fast i sin ambition og vil skrue på markedsføringsknapperne, men historikken viser, at det er svært at stole på koncernens udmeldinger. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man har et milliardoverskud og kan finde millioner af kroner til at sponsorere fodboldlandsholdene, mens kyllingerne må betale prisen med kronisk gangbesvær og smerter,” forklarer Thorbjørn Schiønning og slutter: “Salling Group står overfor et alvorligt troværdighedsproblem, og der skal i den grad leveres på de nye løfter.”
I dag er det fortsat hovedparten af Salling Groups kyllinger, som er turbokyllinger. Konkurrenter som Rema 1000 og Nemlig.com er til sammenligning kommet langt med deres ambitioner om en fuld udfasning af turbokyllingerne. Også blandt conveniencekæder som Circle K, Q8 og OK plus er udfasningen kommet langt og over 30 kommuner i Danmark inkl. Aarhus, Odense og Aalborg har vedtaget en fuld udfasning i alle offentlige indkøb.






