Unik chance: hjælp EU's dyr

6 januar, 2022

Netop nu har du en unik chance for at tale dyrenes sag i EU! 

EU står overfor at skulle revidere sin dyrevelfærdslovgivning. Derfor har EU-Kommissionen lavet et spørgeskema for at høre dine holdninger og ønsker til dyrevelfærd.

Spørgeskemaet tager cirka 10 minutter at udfylde, hvis du følger vores video-guide ovenfor. Det kan lyde af meget, men den tid er rigtig godt givet ud, for det er afgørende, at så mange dyrevenner som muligt udfylder spørgeskemaet, så EU indser, at der er opbakning til store forbedringer i dyrevelfærden! 
 

Synes du for eksempel, at det er på høje tid, at buræg udfases?

Kan du heller ikke forstå, at pelsavl stadig er tilladt?

Og synes du bestemt ikke, at kvæg og grise skal sendes på grufulde, overfyldte transporter til slagtning i udlandet? 

Din stemme kan gøre en ende på det hele.

 

Vi har gjort det let for dig at udfylde spørgeskemaet. Videoen guider dig nemlig fra start til slut. Find spørgeskemaet her: anima.link/eu.

Du kan endda udfylde spørgeskemaet, mens du lytter til videoen. Hvis det går for stærkt, kan du selvfølgelig bare sætte videoen på pause.

 

Hvem, hvorfor og hvornår?

Hvem er afsender på dette spørgeskema?
EU-Kommissionen - den udøvende instans, som svarer til regeringen i en stat - vil revidere EU’s dyrevelfærdslove og har derfor lavet spørgeskemaet.

Hvorfor et spørgeskema?
Formålet med spørgeskemaet er at give EU-Kommissionen viden om, hvilke indsatsområder for dyrevelfærd der er vigtige for borgerne. De indkomne svar bliver opsummeret og præsenteret i en rapport, som også skal redegøre for, hvordan EU-Kommissionen har gjort brug af svarene.

Hvornår skal det ske?
Deadline for at besvare spørgeskemaet er den 21. januar 2022. I slutningen af 2023 præsenterer EU-Kommissionen sit forslag til den reviderede lovgivning.