Fødevarekrise

6 juni, 2013

 

2008 blev året, hvor fødevarekrisen kom på verdens læber.

En eksploision i prisen på basale fødevarer førte til uro i en række fattige lande, og ifølge FN (FAO) steg priserne på fødevarer i 2007 med 37%, selvom de i 2006 allerede var steget med 14%.

Over 37 lande meddelte i 2008 at have mangel på fødevarer, og listen vokser stadig. Den uhyggelige udvikling betød, at mange ledte efter en syndebuk.

Flere mente, at produktionen af fødevarer måtte være faldet, bl.a. pga. global opvarmning, men verdens kornhøst var i 2007 den største nogensinde med 2,1 milliarder metriske ton; en stigning på 5%. Alligevel steg prisen på korn med 130% det samme år

Andre gav produktionen et biobrændstof skylden, da man bruger afgrøder fra landbruget til at producere brændstof til transportsektoren. FNs rapportør om retten til mad, Jean Ziegler udtalte til Bayerischer Rundfunk d. 14. April 2008 ”at producere biobrændstof i dag er en forbrydelse mod menneskeheden”. Ser man på verdens samlede kornhøst, bruges 1,01 milliarder tons til at fodre mennesker, og kun 100 millioner tons går til at fodre biler.

760 millioner ton af høsten går til at fodre dyr, som mennesker opdrætter for kød, mælk og æg. Med andre ord ville den mængde foder, som vi giver dyr kunne dække verdens fødevaremangel 14 gange, og forbruget er langt højere, end det udskældte biobrændstof.

Men hvorfor giver vi millioner af tons mad til dyr, når der samtidig findes mennesker, der sulter?

Svaret findes i den højere levestandard i en række udviklingslande som Kina og Indien, hvor en stadig større andel afbefolkningen tilhører middelklassen og i den forbindelse har ændret deres kost til at spise mere kød og andre animalske produkter.

USA's præsident George W Bush forklarede logikken på en pressekonference d. 5. Maj 2008. Præsidenten bemærkede, at 350 millioner mennesker i Indien nu tilhører middelklassen: ”Deres middelklasse er større end hele vores befolkning. Og når du begynder at opnå velstand, så begynder du at kræve bedre ernæring og bedre mad, og så bliver efterspørgslen høj og gør at prisen stiger."

Associated press bakkede præsidenten op: "Stigende efterspørgsel efter kød og mejeriprodukter i lande under hurtig udviklnig som Kina og Indien forhøjer prisen på korn, der bruges til at fodre kvæg. [...] I Kina er kødforbruget per indbygger steget 150% siden 1980."

Kødforbruget i disse udviklingslande er dog stadig noget lavere, end i vestlige lande som Danmark. George Monbiot, som ikke er vegetar, skrev for The Guardian:

Det eneste rimelige svar på spørgsmålet om, hvor meget kød vi bør spise, er så lidt som muligt."

Presset på verdens ressourcer vil kun vokse i takt med velstand over hele verden, og de, som ikke har råd til at betale prisen vil blive ramt hårdt. Ved at spise vegetarisk kan alle afbøde de negative effekter ved denne udvikling.