Falafelmesterskabet 2016

31 august, 2016

 

Nørrebro er et sandt slaraffenland for falafelfans - bydelen, hvor man sjældent befinder sig længere end 50 meter fra den nærmeste falafelpusher.

Men falafel er ikke bare falafel. Nogle er super lækre, andre er knap så spændende. Og så er der dem, der ligger helt i top på fråderskalaen.

Dem har vi udvalgt fem af, og nu skal vi have afgjort, hvilken der er den bedste af de bedste. Læs med, når vi kårer Nørrebros bedste falafel i det uofficielle falafelmesterskab 2016!

 

Læs også: Den store burgerguide - find vej til de lækreste veganske burgere i København

 

Vinderen er...

Falafel Factory, Nørrebrogade 63, 2200 København N

Pris: 62 kr.

Flere har nok undret sig, da de så Falafel Factory slå dørene op. Havde Nørrebro virkelig brug for endnu et falafelsted? Og så oveni købet et sted, hvor et pitabrød koster omkring det dobbelte af andre steder.

Men det skulle vise sig, at Falafel Factory ikke bare sælger pitabrød med falafel. Her får du en fuldstændig overdrevet lækker falafel, som simpelthen sprænger skalaen.

Alle råvarerne er toplækre, og der er virkelig kræset for detaljen. Du kan vælge mellem lyst og mørkt brød. Denne anmelder prøvede førstnævnte, som er bagt med ølandshvede og uden sammenligning testens bedste.

Du vælge mellem hele tre slags spændende falafelkugler: gulerod-chili, rødbede-ingefær og broccoli-citron. Eller gøre som undertegnede og få en af hver i dit pita.

Derudover kan du vælge mellem flere slags hummus samt tahin-dressing, flere sprøde salater plus krydrede olier til at toppe det hele med.

Samlet leverer Falafel Factory en falafelsandwich, som er så god, at den giver resten af feltet baghjul. Prisen er dog virkelig i den høje ende, hvilket desværre gør, at den for de fleste nok ikke bliver deres go-to hverdagsfalafel.

Følg dem på Facebook

 

2. plads

Durum Bar, Nørrebrogade 195, 2200 København N

Pris: 35 kr.

På papiret har Durum Bar ikke noget særligt, som skiller deres falafel-pitabrød ud fra resten af feltet. Men i praksis laver de bare en af Københavns bedste falafler.

Alt er helt friskt, hjemmegjort og yderst veltillavet. Brødet er friskbagt og klart blandt de bedste, jeg har smagt. Falaflerne er sprøde og lækre, og hummusen er i sig selv utroligt velsmagende.

Og så kan man få frisk rødkål og jalapeños i, som lige pepper den ekstra op. Er man eventyrlysten, kan man også få pommes frites i sit pitabrød.

Hos Durum Bar får du noget nær den perfekte pita-falafel. Og så er den tilmed mættende og til en rimelig pris.

Følg dem på Facebook

 

3. plads

Falafelkælderen, Rantzausgade 14, 2200 København N

Pris: 30 kr.

Tahin-dressingen er det store trækplaster her. København er stadig bagud i sammenligning med andre storbyer, når det gælder udbuddet af veganske dressinger og saucer til din falafel. Så det føles fantastisk at kunne bestille en falafel MED dressing på Falafelkælderen.

Der er fyret godt op for persillen i falaflerne, og de er meget velsmagende og som oftest frisklavede (nogle gange mere end andre, hvilket er et lille minus). 

Du kan få din falafel med både hummus og tabouleh, som er virkelig lækkert. Og så har de syltet rødkål (som dog var lidt for syrligt for denne anmelders smagsløg).

Samlet lever Falafelkælderen en virkelig god pita-falafel, som helt klart er feltets mest saftige og cremede.

 

Læs også: Københavns bedste veganske kager? Vi guider dig!

4. plads

Take & Eat, Nørrebrogade 30, 2200 København N

Pris: 30 kr.

Take & Eat leverer et af feltets billigste, men også mest middelmådige pitabrød med falafel.

Falaflerne er ikke så ophidsende i sig selv. De er okay, men det er ikke dem, der trækker folk til Take & Eat. Det er snarere de andre ting, som du kan spice dit pitabrød op med. 

Her kan du nemlig få både hummus og ajvar som dressinger, hvilket er et stort plus - især hvis du er træt af tørre falafler.

Derudover har de et bredt udvalg af lækkert fyld - f.eks. revet gulerod og kål, frisk persille og syltede grøntsager - hvilket også klart tæller op på kontoen.

Brødet er hjemmelavet og lækkert, og så kan du få fuldkornsbrød.

Samlet set en jævnt god falafel - især prisen taget i betragtning. Og den fremstår også kun jævn i sammenligning med feltets høje niveau!

 

 

Foto i toppen: falafel fra Falafel Factory.