Halaldebat gør danskere til vegetarer

14 august, 2013

Under debatten om halalslagtning har Anima oplevet en eksplosiv stigning i antallet af bestillinger af vegetariske startpakker. Fra første juli og frem til i dag har over 1000 danskere bestilt et gratis vegetarisk starter kit fra foreningen for at sige farvel til kødet. Det er en 10-dobling af de bestillinger foreningen normalt får i samme periode.

"Når folk finder ud af, hvordan dyr bliver slagtet, åbner det for mange øjnene til en brutal virkelighed, som står i modsætning til deres værdier," udtaler Animas kampagnechef Joh Vinding og fortsætter: "Når man dræber dyr på samlebånd, vil der altid være problemer med dyrevelfærden, uanset om slagtningen er halal eller ej. Helt konkret accepterer man f.eks. bedøvelsesmetoder, som man ved ikke virker optimalt, fordi det gavner sig mest økonomisk. Det er den slags kynisme, der får mange, som bekymrer sig om dyrevelfærd til at skære ned på kød eller droppe det helt".

BESTIL ET GRATIS VEGETARISK STARTER KIT HER

Gå på opdagelse i Animas grønne opskriftsunivers

Men det er ikke kun slagtningen, der får folk til at spise mindre kød.

"Når kødet pludselig får et ansigt, begynder mange at tænke over, at det faktisk er dyr, vi spiser. Dyr, der måske ikke er så forskellige fra hunde og katte, men som bliver behandlet på en helt anden måde. Det oplever vi klart sætter nogle tanker i gang hos mange, fordi danskerne generelt rigtig gerne vil behandle dyr godt, og kun de færreste ville sætte tænderne i Fido. Så tænker de, 'hvad er egentlig forskellen?' ," forklarer Joh Vinding

Foreningen er glad for de mange bestillinger og mener, at det viser, at mange er uvidende om den måde, dyr bliver opdrættet på, og at landbruget ville se anderledes ud, hvis det skulle afspejle befolkningens ønsker om, hvordan dyr skal behandles.

Internationalt vælger flere prominente personer en helt eller delvist kødfri kost. Blandt de kendte vegetarer er Bill Clinton, Paul McCartney og Natalie Portman.

Bestil Animas vegetariske startpakke her