Drømmen om verdens første pelsfri land lever stadig!

26 juli, 2013

En politisk diskussion om et pelsforbud i Israel begyndte helt tilbage i 2009, og nu er der måske endelig lys for enden af tunnelen.

Da Anima tog til Israel i 2011 for at støtte lovforslaget, som ville forbyde handel med pels, lignede det en sikker sejr. Desværre var det lykkedes den internationale pelslobby at få foretræde og holde en lang enetale foran politikerne. Dyrevenner fra hele verden måtte bide sig i tungen, imens pelslobbyen fortalte, at alle angreb på pelsindustrien var ligesom angrebene på Israel. At de billeder, der blev cirkuleret af lidende dyr fra pelsfarme, var en stor løgn, og at alle parlamentets medlemmer var velkomne til at besøge en farm og se virkeligheden med egne øjne. Og som måske det vigtigste argument, blev der truet med, at WTO ville lave handelssanktioner mod Israel, hvis loven blev gennemført.

Forrest: Pelslobbyister - Bagerst: Dyrevenner

Det lykkedes pelslobbyen at gøre så stort indtryk på politikerne, at en afstemning blev udskudt. To år senere er der stadig ikke kommet nogen afgørelse på sagen. Lovforslaget har været rejst flere gange med forskellig tekst og politikere, der står bag.

Nyt håb

I lang tid har sagen været henlagt, men nu efter et nyt parlamentsvalg er der kommet skub i tingene. Parlamentmedlemmet Ruth Kalderon har genfremsat lovforslaget. På nuværende tidspunkt er der 40 medlemmer i parlamentet fra hele det politiske spektrum, som har underskrevet en støtteerklæring til loven – det israelske parlament består af 120 medlemmer. En officiel meningsmåling viser, at 90% af befolkningen støtter en sådan lovgivning.

Anima’s underskriftsindsamling med 8.008 danskere, der støtter forslaget er blevet vist til både journalister og politikere i Israel, og vi har fået at vide, at det har gjort stort indtryk, at Israels lovgivning i dyreværns-spørgsmål har international bevågenhed.

Vi følger sagen tæt, og vil gøre alt i vores magt for at denne vigtige lov kan blive gennemført – på trods af pelsindustriens konstante forsøg på at spænde ben for den positive udvikling.

 

VIL DU GERNE HAVE FLERE LANDE DER SIGER NEJ TIL PELS? STØT OS NU!