Tyr flygter fra slagteri

7 april, 2014
 
En flok køer står stuvet sammen og venter. De bræger, mens de bliver gjort klar. Porten er blevet lukket bag dem og deres skæbne er nu forseglet. Snart venter slagteren i den hvide kittel.
 
Men tyren Waldo havde andre planer, og hvor der er vilje er der en vej. Med sine 900 kg sparkede han en port ned og flygtede fra slagteriet i Casselton, North Dakota. 
 
 
På udflugt i byen
Myndighederne sendte meldinger ud til skoler og daginstitutioner, og bad dem holde børnene inden døre, indtil en dyrlæge havde fået bedøvet Waldo, så han kunne fanges. 
 
Efter at have spankuleret rundt i byen i nogle timer, blev Waldo indfanget. Ingen var kommet galt afsted, og Waldo havde ikke forvoldt nogen skade.
 
En lykkelig slutning
Monte Jackson købte Waldo. Han arbejder på Sasha Farm - en farm, der tager sig af mishandlede, vanrøgtede og bortløbne landbrugsdyr. Jackson mente at Waldo fortjente en chance i livet, og på Sasha Farm ville han få et liv i grønne omgivelser.
 
“Han ville være fri, så nu skal han få lov at være fri. Eller… Ikke helt fri. Jeg er jo nødt til at have ham i en indhegning, men for ham vil det føles som frihed.” 
 
Waldos tidligere ejer syntes det var mærkeligt, at nogen ville købe en af hans tyre, men da han hørte historien gav det hele mening. “Han ved ikke hvor heldig han er endnu, men det finder han nok snart ud af” udtalte han.
 
Glæden ved livet
Waldos forsøg på at redde sig selv viser at alle dyr er glade for deres liv og er villige til at kæmpe for retten til at leve det.
 
I Anima mener vi, at alle dyr har ret til et godt liv. Desværre betyder vores samfunds høje kødforbrug at mange dyr lever hele deres liv uden nogensinde at se solen stå op, eller mærke græs under deres fødder.
MENER DU OGSÅ AT ALLE DYR HAR RET TIL ET GODT LIV?
DOWNLOAD ANIMAS VEGETARISKE STARTERKIT OG SE HVORDAN DU KAN KICKSTARTE EN DYREVENLIG LIVSSTIL