”Det er ubeskriveligt. At stå foran en levende galdebjørn og se, hvordan han lider. Han ser ind i dine øjne. Du ser ind i hans. Du ser hans sjæl. Og du ved, at du bliver nødt til at efterlade ham. Den følelse findes der ingen ord for.”

 

Da Anima fanger Jo-Anne McArthur på telefonen, er hendes stemme rusten. Hun er forkølet, og hun er træt, fordi hun vågnede tidligt af et af de mange mareridt, hun har næsten hver nat. Alligevel har hun arbejdet hele dagen. Hun er for en gangs skyld hjemme i Toronto, Canada, men i morgen skal hun i marken igen. Utrætteligt, dag efter dag, nat efter nat, år efter år arbejder hun for at åbne menneskehedens øjne for det, hun kalder ’en krig mod dyrene’.

 

 

”Det er så grusomt. Ikke bare millioner, men milliarder og atter milliarder af dyr opdrættes og dræbes hvert år. Vi dræber dem med gas, vi giver dem elektriske stød og skærer halsen over på dem. De lever under de mest usle vilkår med sygdomme, mishandling og smerter. Det er så voldeligt, og det kalder jeg en krig. En krig mod dyrene,” siger hun.

 

Og Jo-Anne ved om nogen, hvad hun taler om. Hun har set det hele. Som fotojournalist har hun med sit kamera foreviget alt fra galdebjørne i Kina til mink i Østeuropa og grise i Sverige. For det meste arbejder hun - sammen med lokale dyrevenner - om natten, for det er ikke mange landmænd, der har lyst til at invitere hende indenfor.

 

 

Jo-Anne har aldrig brudt en lås op eller ødelagt noget for at komme ind. Men hun er gået gennem ulåste døre og kravlet over hegn. Hun gør det om natten, for det er farligt, hvis hun bliver opdaget. De fleste farmere vil gå til yderligheder for at beskytte deres ejendom og forhindre hendes billeder i at slippe ud. 

 

”De ved godt, at hvis folk, der bekymrer sig om dyr, ser de her billeder, så falder støtten til industrien. Derfor giver de mig ikke rigtig noget valg, og derfor arbejder jeg mest om natten. Men det er virkelig skræmmende, for vi er i fare, og jeg hader det. Men det er det, vi bliver nødt til at gøre. Bagefter føler jeg altid en vis form for tilfredsstillelse, for jeg ved, at mit arbejde er med til at hjælpe dyrene. Desværre ikke dem, der sidder fanget i burene nu, men mit håb er, at fremtidige generationer kan undgå samme skæbne, fordi mine billeder er med til at skabe opmærksomhed.”

 

 

Da jeg spørger Jo-Anne, hvordan det føles at efterlade dyrene, bliver hun stille. Og da hun taler igen, er det med gråd i stemmen.

 

”Det er så hårdt. Det er virkelig svært at tale om. Det er meget smertefuldt for mig at tale om alle dem, jeg har mødt, og vide, at de stadig er der, hvor jeg efterlod dem. Jeg har fotograferet hundredetusindvis af dyr alene i Europa, og de hjemsøger mig. Det gør mig meget ked af det. Jeg bærer hele tiden den fornemmelse med mig, at det er et nødstilfælde, men de fleste er fuldstændig ignorante over for det. De ved ikke, hvad der foregår. De oplever ikke blikket i dyrenes øjne hele tiden. Hvis de gjorde, tror jeg, at tingene ville ændre sig meget hurtigt. Det er forfærdeligt at efterlade dem. Men jeg er der ikke for at befri dem, jeg er der for at dokumentere forholdene.”

 

 

Jo-Anne pointerer igen og igen, at forholdene ikke, som så mange tror, er bedre i Europa end f.eks. USA eller Kina. Hun fortæller, at nogle af de værste forhold, hun har set, var i Sverige og Canada.

 

 

Jo-Anne har lidt af posttraumatisk stress. Og det slider stadig hårdt på hende at stå ansigt til ansigt med dyrenes lidelser dag efter dag, nat efter nat. Mareridtene stopper aldrig, men hun har hen ad vejen lært, hvordan hun passer på sig selv.

 

 

 

”Jeg tror, det er uundgåeligt at blive påvirket, hvis man er en medfølende person i den her verden. Man kan ikke undgå at blive ked af det og fyldt med sorg. Men jeg er blevet bedre til ikke at tænke på det og føle det hele tiden, for så kan jeg ikke arbejde. Så kan jeg ikke hjælpe dyrene. Jeg opfordrer altid folk til at gøre det, som gør dem glade. Hvis vi lever i samme smerte som dyrene, kan vi ikke hjælpe dem, så vi bliver nødt til at passe på os selv.”

 

For Jo-Anne betyder det for en stor del at tilbringe tid på Farm Sanctuary i New York, som er blevet hendes andet hjem. På farmen lever tidligere landbrugsdyr, som er blevet reddet ud af industriens grusomme kløer. Her kan hun lade op og være sammen med dyr, som lever naturligt og har det godt. 

 

”Det er vidunderligt at tilbringe tid sammen med de smukke dyr. Og det slår mig altid, hvor tilgivende de er. Selv om de er blevet mishandlet en stor del af deres liv, genfinder de tilliden til mennesker. Det er så smukt. Og når jeg sidder og kigger på en af de heldige køer, som lever her, tænker jeg ’That’s one. Billions more to go’. Det inspirerer mig altid til at fortsætte mit arbejde.”

 

 

Det var også på Farm Sanctuary i New York, Jo-Anne blev veganer for 15 år siden. Hun skulle i praktik, og farmen kræver, at man lever som veganer, mens man er der, af respekt for de tidligere landbrugsdyr. I starten syntes Jo-Anne, det var lidt ekstremt, men allerede efter første dag havde hun en helt anden følelse.

 

”Det var en fantastisk følelse. Det gik op for mig, at jeg havde gået en hel dag uden at skade nogen eller tage noget fra nogen. Den dag besluttede jeg, at det skulle være for resten af livet. Senere, på et andet sanctuary i Australien, så jeg et motto, som jeg har elsket lige siden. Det siger ’hvis vi kan leve glade og sunde liv uden at gøre skade på andre, hvorfor skulle vi så ikke gøre det?’ Hvorfor ikke? Her i Vesten har vi alle muligheder for at leve på en måde, hvor vi ikke er med til at skade dyr. Derfor vil jeg fortsætte mit arbejde med at skabe opmærksomhed om dyrenes forhold så længe, jeg lever. Hvordan skulle jeg kunne holde op?”

 

 

 

 

Her er et lille udvalg af Jo-Annes billeder. Du kan se mange flere på https://weanimalsmedia.org/