Af Virginia Morell, for National Geographic

Elefanter hjælper andre artsfæller i nød, sørger over deres døde og føler for og med hinanden – ligesom os.

Vi ved alle, at elefanten er i fare. Mennesket fører på det nærmeste krig imod dyret, fordi det bærer rundt på noget, vi gerne vil have, og som vi ikke selv kan fabrikere, nemlig elfenben.

Det vestafrikanske land Gabon huser de fleste af Afrikas resterende skovelefanter. Deres primære tilholdssted, Minkebe Nationalpark og dets omgivende bufferzone, var hjemsted for ca. 28.500 elefanter i 2004. I 2012 var det antal faldet drastisk til omkring 7.000 – altså et tab på godt 20.000 elefanter.

Tværs over kontinentet skyder, forgifter og spidder vi mennesker dyrene med en sådan hastighed, at nogle forskere allerede betragter elefanten som såkaldt ”økologisk uddød”, hvilket betyder, at dens tilstedeværelse i naturen ikke længere har noget kendelig indvirkning på økosystemet. Der er nu færre end 500.000 vilde afrikanske elefanter – måske kun halvt så mange – og knap 32.000 asiatiske elefanter.

De kan ikke kæmpe imod os; de kan ikke vinde kampen.

Og deres rædsel over, hvad der sker med dem, forværres med sikkerhed af det faktum, at de føler empati for hinanden – en følelse, som forskerne via et eksperiment omsider har vist sig i stand til at påvise hos elefanter.

Empati hos elefanter: det ene eksempel efter det andet
Men hvorfor skulle der egentlig et eksperiment til? Forskningen er fuld af eksempler på, at dyrene tilsyneladende opfører sig empatisk – at de opfatter og reagerer på andre elefanters smerte eller vanskeligheder. Ofte gør de sig endda heltemodige anstrengelser for at hjælpe hinanden.

I Kenya har forskere observeret elefantmødre og andre voksne hunelefanter hjælpe babyelefanter med at klatre op ad mudrede flodbredder samt op af huller, med at finde en fremkommelig sumpsti eller med at bryde igennem elektriske hegn.

Forskere har overværet elefanter hjælpe sårede artsfæller, set dem trække bedøvelsespile ud af deres kammerater eller slynge støv på andre elefanters sår.

BILLEDTEKST: En to år gammel afrikansk elefantunge klatrer rundt på ryggen af sin moder i Nyiregyhaza-dyreparken i Budapest, Ungarn, en dag efter moderen døde. Ungen blev tæt på moderens livløse krop i 14 timer efter hendes død og græd, da kroppen blev fjernet.

Og ved mindst én lejlighed har forskere set en elefant kæmpe for at hjælpe en døende ven ved at løfte på hendes stødtænder og snabel, mens den gav lyd for sin nød.
Er sådanne fortællinger ikke tilstrækkelige for forskerne til entydigt at konkludere, at elefanter – ligesom os – er empatiske væsener?

Nej, desværre. Af forskellige årsager – nogle videnskabelige, nogle filosofiske, nogle religiøse, nogle økonomiske – har vi placeret barren overordentlig højt for, hvornår vi anerkender følelser hos andre dyr (bortset fra vrede og frygt).

At fastslå med absolut sikkerhed, at elefanter (eller andre dyr) er empatiske, kræver et eksperiment, hvilket er vanskeligt at gøre i naturen. Et eksperiment kan slå fast, at der ikke blot er tale om tilfældige observationer, men at resultaterne gentager sig.

For at påvise, at elefanter føler med deres artsfæller, observerede forskere nogle asiatiske elefanter i fangenskab i et anlæg i Thailand. De noterede sig, når en elefant var forstyrret af et eller andet, for eksempel en slange i græsset, og de gjorde optegnelser over hendes adfærd for at se, om der var et mønster.

Det var der. Som reaktion på en stressende situation udspiler en elefant sine ører, strækker sin hale ud og udstøder lejlighedsvis en lav brummen. Forskere, som har observeret elefanter i det fri, har rapporteret om den samme adfærd.

Emotionel smitte
Både i naturen og ved denne undersøgelse af elefanter i fangenskab har forskerne overværet andre elefanter i nærheden reagere på deres artsfælles nød ved at opføre sig på præcis samme måde. Forskerne kalder dette for ”emotionel smitte”.

Elefanterne løb også over for at stå ved siden af deres artsfælle, rørte hende med deres snabler for at give trøst, og udstødte bløde, syngende lyde. Af og til lagde en af de andre elefanter endda sin snabel ind i munden på den stressede artsfælle, hvilket ifølge forskerne er en adfærd, som elefanter finder beroligende.

Vi gør noget ganske lignende, når vi ser en gyserfilm med en ven. Når hovedpersonen i filmen er truet, føler vi samme frygt. Vores hjerter dunker, vi ryster måske, og for at søge beroligelse rækker vi ud efter vores vens hånd.

Forskerne noterede sig også, hvad elefanterne gjorde, når de befandt sig de samme steder med de samme artsfæller i nærheden, men når der ikke skete noget foruroligende. I disse situationer udviste ingen af elefanterne empatisk adfærd.

Ved at sammenligne disse to slags begivenheder – stressfyldt og ikke-stressfyldt – var forskerne i stand til at fastslå, at ”emotionel smitte” kun foregår, når en elefant oplever en artsfælle i nød.

Nogle forskere vil muligvis fastholde, at dette ikke er tilstrækkeligt bevis for sand empati, og at eksperimentet ikke afdækker, hvad der foregår i hjernen på en elefant, når den iler til for at hjælpe en artsfælle eller bekymrer sig om en døende kammerat.

Men det faktum, at elefanter overhovedet gør sig anstrengelser på en anden elefants vegne, tyder på, at de i hvert fald er yderst bevidste og emotionelle væsener, der er i en eller anden udstrækning bekymrer sig om hinanden.

Ved de, at vi er i færd med udrydde dem?
Vi kan ikke vide med sikkerhed, om afrikanske elefanter er klar over, at de er under angreb – at vi er i gang med at udrydde dem over hele kontinentet. Der er få, hvis overhovedet nogen, overlevende fra de fleste krybskydningsaktioner, og de elefanter, som overlever, kan ikke fortælle os om deres traumer. Vi vil aldrig blive klar over, hvad elefanter muligvis har overværet eller hørt i skoven, mens deres artsfæller og familiemedlemmer blev slået ihjel.

Dog har vi en vis indsigt, for i Sydafrika hen mod slutningen af det 19. århundrede godkendte embedsfolk nedslagtningen af hele elefantfamilier i visse indhegnede reservater, f.eks. Kruger. Embedsfolkene var nervøse for, om elefanterne ville fortære al vegetationen, hvis antallet af dyr i de enkelte indhegninger blev for stort – derfor foretog de udrensning blandt elefanterne.
På en eller anden måde var andre elefantfamilier i reservatet klar over, at dette foregik. Måske var det rædselsskrigene, når dyrene blev skudt. Eller måske var de dræbte i stand til at udstøde en lav rumlende lyd, som kunne formidle beskeden over adskillige kilometer.

Umiddelbart efter nedskydningen – og endda efter ansatte i reservatet havde ryddet op i området og fjernet samtlige døde kroppe – slog forskellige elefantfamilier vejen forbi åstedet. De undersøgte terrænet og lugtede til jorden, og så forlod de besøgende ellers stedet for aldrig at vende tilbage.

Observatører kunne fortælle, at selv hvis et område, hvor en nedskydning havde fundet sted, var et godt levested for elefanter, valgte dyrene konsekvent ikke at opholde sig der.
Hvad sker der nu om dage, når krybskytter dræber elefantfamilier og -hjorde? Kommer dyrene – fyldt med empati for de andres lidelser – forbi for at undersøge gerningsstedet? Forlader dyrene de uhyggelige områder for evigt?

Sådanne undersøgelser har man endnu ikke foretaget. Men kan vi i mellemtiden så bruge vores empati til at finde en måde, hvorpå vi kan hjælpe elefanterne? Kan vi en gang for alle sætte en stopper for krybskytteriet?

Virginia Morell er korrespondent for Science og forfatter til fire anerkendte bøger. Hendes seneste udgivelse, "Animal Wise: The Thoughts and Emotions of Our Fellow Creatures", har modtaget adskillige priser, herunder Notable Book for 2014-prisen fra The American Library Association og en Best Book of the Year-udnævnelse fra Kirkus Reviews. Hun bor i Oregon med sin mand og deres landbrugscollie, Buckaroo.