Armani dropper pels for altid

16 marts, 2016

 

Efter dialog med Anima og koalitionen Fur Free Alliance har det italienske high-end brand Armani valgt at stoppe helt med at bruge pels i sine kollektioner. Den pelsfri politik træder i kraft fra efterår/vinter kollektionen 2016.

“Jeg er glad for at offentliggøre, at Armani Group har forpligtet sig til at afskaffe brugen af pels i sine kollektioner. Teknologiske fremskridt har givet os mulighed for at have relevante alternativer til rådighed, som gør unødvendig og grusom behandling af dyr overflødig. Ved at forfølge den positive udvikling, som blev startet for længe siden, tager min virksomhed nu et kæmpe skridt fremad, som afspejler vores holdning om at passe på miljøet og beskytte dyrene,” udtaler designeren Giorgio Armani.


Det meste pels, der bruges i modebranchen, kommer fra pelsfarme, hvor vilde dyr indespærres i små bure og dræbes med strøm eller kvælende gas, for ikke at skade pelsen. Skindene gennemgår desuden tunge kemiske processer, bl.a. garvning og farvning, før de kan anvendes på det færdige tøj. Dette er til stor skade for miljøet og udsætter også mennesker for sundhedsmæssige risici, herunder øget risiko for kræft og allergier.

“Armanis pelsfri politik tydeliggør, at dyremishandling ikke har noget at gøre med luksusmode. Armani har været en trendsætter i modeverdenen i årtier, og denne udmelding er et bevis på, at fremtidens mode bygger på medfølelse og innovation. Vi kommer til at se mange flere modevirksomheder gøre det samme,” udtaler kommunikationschef hos Anima, Thorbjørn Schiønning.

Armani kommer i øvrigt i godt selskab. Sidste år valgte Hugo Boss at blive pelsfri og også firmaer som Tommy Hilfiger, Calvin Klein, Stella McCartney og det danske firma Bestseller har været pelsfri igennem lang tid. Der findes nu over 200 modevirksomheder på Animas pelsfri liste.

Armani Group består af mærkerne Giorgio Armani Prive, Giorgio Armani, Armani Collezioni, Emporio Armani, AJ | Armani Jeans, A/X Armani Exchange, Armani Junior og Armani Casa. Virksomheden ejer omkring 500 butikker på verdensplan.