NYE TAL: BURÆG HALVERET I DANMARK

1 marts, 2018

Produktionen af buræg i Danmark styrtdykker og er ifølge nye dagfriske tal fra Danmarks Statistik nu faldet med 50% siden 2014. Tallene er baseret på sidste kvartal for 2017. Kurven peger på fortsat fald i takt med at detailhandlen siger nej til at holde høns i bure.

Anima kræver nu, at politikerne trækker i arbejdstøjet og indfører et forbud mod burhøns i Danmark. For at overbevise politikerne vil foreningen indsamle 50.000 underskrifter til Landbrugsminister Esben Lunde Larsen - og målet er allerede nået halvvejs.


Skriv under: Burhøns i Danmark, nej tak!

“De kolossale fald i buræg er sket, fordi danskerne tydeligvis synes det er mishandling at spærre høns inde i et lille bur hele deres liv. Esben Lunde Larsen bør lytte til forbrugerne og erhvervslivet, der har sagt klart fra overfor buræg og planlægge en udfasning for denne unødvendige og dybt kritisable produktion,” siger Kommunikationschef hos Anima, Thorbjørn Schiønning.

Burhøns får mange velfærdsproblemer af et liv i bur. I produktionen må der være 13 høns pr. m2. Hønsene har ikke krav på dagslys i produktionshallen, og de kommer aldrig udenfor. Hønsene lever i trådbure, hvor der må være op til 10 høns pr. bur. Dyrene er stressede, og af ren frustration river de ofte fjerene af sig selv og de andre høns i burene.

“Lande som Østrig og Schweiz har for længst forbudt produktionen af buræg, så der er ingen undskyldning for at fortsætte i Danmark,” slutter Thorbjørn Schiønning.

I løbet af de sidste få måneder har supermarkedsgiganterne COOP og Dansk Supermarked Group udfaset deres sidste buræg fra hylderne. Langt hurtigere end det oprindeligt var planlagt.