Med Kalven I Maven - interview med lektor i bioetik, Mickey Gjerris
Sidste år satte Anima fokus på, hvordan danske mælkeproducenter hvert år sender tusindvis af gravide køer til slagtning. En del af dem er højgravide, og så er det ulovligt. Vi har bedt lektor i bioetik, Mickey Gjerris, dele sine tanker om problematikken, som desværre ikke er mindre aktuel i dag, end den var for et år siden.
Det er indlysende problematisk, når landmænd bryder loven, og ser man bort fra det juridiske aspekt, synes de fleste også, at det er etisk problematisk at sende køer til slagtning med en næsten fuldt udviklet kalv i maven. Men hvorfor er slagtning af gravide køer egentlig et dyrevelfærdsmæssigt problem? Gjerris forklarer:
Grunden til at man har lavet en regel om, man ikke må fragte koen til et slagteri i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden, er, at koen simpelthen er så besværet på det tidspunkt, at man mener, det er dårlig dyrevelfærd. Det siger næsten sig selv, at jo længere henne dyret er i drægtighedsperioden, jo mere besværet er dyret, så derfor bliver transporten mere belastende.
Mange vil nok undre sig over, hvorfor man er endt med at sætte grænsen ved netop den sidste tiendedel af graviditeten. Og der er da også lande, hvor man har valgt at sætte grænsen langt tidligere. Gjerris nævner som eksempel, at det i Tyskland er forbudt at transportere gravide dyr i hele sidste tredjedel af drægtighedsperioden, fordi tyske eksperter har vurderet, dyret allerede dér er så belastet af sin fysiske situation, at det bliver for dårlig dyrevelfærd.
“Det virker simpelthen enormt forrået”
De færreste herhjemme ved, at man i Danmark sender højgravide køer til slagtning. Men når danskerne bliver bekendt med det, finder 68 % det ikke rimeligt.
Det er måske ikke så overraskende, men hvad er det, der får et så overvældende flertal til at tage afstand fra slagtning af gravide dyr? Gjerris mener, at det handler om en dybtliggende trang til at beskytte det sårbare:
Jeg tror mange simpelthen finder det enormt forrået at slå et dyr ihjel, der har et næsten færdigudviklet foster inde i maven. Fordi vi dybt nede i os har en trang til beskytte og værne om det sårbare; Og det er meget svært at finde noget, der er mere sårbart end et dyr – eller et menneske – der er så langt henne i at have udviklet et lille nyt væsen inde i sig.
Gjerris peger desuden på, at mange nok intuitivt synes, det er frygteligt for kalven at blive slået ihjel, før den overhovedet er blevet født. Her påpeger han, at det er ikke til at sige med sikkerhed, om kalven er ved bevidsthed, når den bliver kvalt i livmoderen, i takt med at blodet løber fra moderen.
Et flertal af eksperter mener, med udgangspunkt i den sparsomme forskning på området, at det er usandsynligt. Men et mindretal stiller sig skeptisk over for den antagelse.
Små biologiske fabrikker
Ifølge Gjerris er den rutinemæssige slagtning af gravide køer et udtryk for et mere grundlæggende problem med intensiv mælkeproduktion og animalsk produktion i det hele taget, nemlig at dyrene er reduceret til en del af et produktionsapparat:
Vi opfatter ikke dyrene som dyr, vi opfatter dem som biologiske fabrikker, der skal tjene vores formål, og på én eller anden måde er vi nået dertil, hvor vi slet ikke kan få øje på, at dyret har et formål i sig selv.
For at opretholde mælkeproduktionen skal koen igen og igen gøres gravid og føde en kalv, men det er ikke ualmindeligt, at landmanden undervejs vælger at sende koen til slagtning i stedet for at gennemføre graviditeten. Det kan der være forskellige grunde til. Nogle gange er årsagen udelukkende økonomisk. Hvis for eksempel koens mælkeproduktion falder, og det ikke længere er profitabelt at beholde hende, kan landmanden vælge at skille sig af med hende af hensyn til bundlinjen.
Andre gange kan årsagen være, at koen i løbet af graviditeten bliver ramt af én af de mange produktionssygdomme, som kendetegner intensiv mælkeproduktion. Her er det altså på sin vis hensynet til dyret, der ligger til grund for beslutningen om at sende hende til slagtning. Omvendt ville det mest skånsomme være at aflive hende på bedriften. Men det er dyrt og forbundet med et økonomisk tab, og så er vi tilbage til, at det i sidste ende udelukkende er et spørgsmål om penge. Gjerris siger:
Dyrene er der jo, så længe man kan tjene penge på dem, og når man ikke kan tjene penge på dem længere, så skal de ud. Og det er jo generelt for al animalsk produktion.
Hvem har ansvaret?
Som indigneret forbruger og borger kan det være meget frustrerende at se, hvordan man i landbruget gang på gang, år efter år, bryder loven med konsekvenser for de dyr, loven skulle beskytte. Man kan spørge sig selv, hvorfor der ikke er nogen, der gør noget ved det, og hvem der i sidste ende har ansvaret, når landbruget ikke selv formår at løfte det. Her peger pilen efter Gjerris’ opfattelse i to retninger:
Hvis vi kan se, at producenterne ikke selv kan få ryddet op i det her, ja så er det indlysende for mig at gå ind og stramme lovgivningen for at tvinge dem til at rette ind. Og så har vi andre jo et ansvar for ikke at understøtte en industri, hvis vi mener, det er forkert, det der foregår. Det er jo den lillebitte magt, man har som forbruger, at man kan sige, “hvis det foregår på den måde, så vil jeg ikke være med.
