Anima til Henrik Høegh: Puds brillerne

4 marts, 2011

 

Fødevarestyrelsen blev pålagt at udføre uanmeldt velfærdskontrol på samtlige pelsfarme efter forfærdelige afsløringer af dyremishandling på danske minkfarme.


Efter afslutning af kontrollerne, har nuværende minister Henrik Høegh meldt klart ud, at der var styr på dyrevelfærden.

Men nye optagelser viser, at der på en minkfarm, som har klaret offentlig kontrol uden en eneste bemærkning for dyrevelfærd, er blevet fundet over 100 dyr med skader.

Dette er fundet ved en grundig gennemgang af samtlige dyr på farmen. En opgave, der tog over 40 arbejdstimer. Der findes yderligere eksempler på, at kontrollen i 2010 har været lemfældig.

En gennemsnitlig kontrol udført af Fødevarestyrelsen tager omkring 2 timer og inkluderer udover tjek af dyrevelfærd bl.a. kontrol af hegn, fortegnelser over brug af medicin og døde dyr mv.

På en farm med 10.000 dyr har kontrollanten ca. et halvt sekund pr dyr, og naturligt nok bliver meget åbenbart overset.

En gennemgang af årets kontrolrapporter viser også, at ministeren har svigtet sit løfte om, at kontrollerne skulle være uanmeldte, hvilket ikke
havde været tilfældet tidligere.

Mange kontrolrapporter angiver ikke om kontrollen har været uanmeldt, men Anima har fundet 23 anmeldte kontroller udført i 2010. Blandt disse en kontrol hos et bestyrelsesmedlem hos Kopenhagen Fur.

Anima kræver nu, at kontrolcirkusset stopper, og der i stedet kigges på at ændre de grundlæggende forhold for dyrene, som skaber problemer og dårlig velfærd.

"Henrik Høegh lægger røgslør over de virkelige problemer på pelsdyrfarme ved at fokusere på ineffektive kontroller. Det er pinligt for ministeren at have meldt skråsikkert ud, at der ikke var problemer med dyrevelfærden, når sandheden var, at man ikke havde kigget ordentligt og aldrig i praksis vil kunne gøre det," udtaler Animas kampagnekoordinator Thorbjørn Schiønning og forsætter: "Det virkelige problem er, at mink holdes under forhold, som i sig selv resulterer i voldsomme skader og dårlig dyrevelfærd. Rammerne for dyrene må i en fart forbedres markant, eller industrien må forbydes. Vil Henrik Høegh ikke erkende, at hans politik er fejlslagen, må han gå af, så problemet kan blive løst af en, som har politisk vilje til at hjælpe dyrene."