Norsk mishandling af mink afsløret

25 oktober, 2012

Dyrevenner har endnu engang afsløret omfattede skader på mink

Det er snart ti år siden, at den norske regering lovede væsentlige forbedringer vedrørende pelsdyravl.

Sidste sommer sneg Dyrebeskyttelsen og Nettverk For Dyrs Frihet sig ind på 24 norske pelsdyrfarme over hele landet og afslørede og dokumenterede nogle af de værste forhold, man endnu har set.
- Vi fandt dyr med skader, lidende dyr, dyr med tvangsadfærd. Vi fandt mink med afgnavede bagben, som haltede rundt kun på forbenene. Vi fandt dyr med store sår på hovedet og nedad ryggen, samt dyr med afgnavede ører og haler, udtaler informationsansvarlig Odd Harald Eidsmo i Dyrebeskyttelsen.
Eidsmo og dyreværnskativist Per Arne Tøllefsen brugte mellem seks og syv timer på hver farm for at dokumentere forholdene. NRK har gennemgået billederne for at verificere, at de er taget på de aktuelle farme.

Odd Harald Eidsmo og Per Arne Tøllefsen har indsamlet billedmaterialet

- Personligt har jeg set nogle af de værste tilfælde nogensinde. Vi har jo fundet tilskadekomne og lidende dyr hvert år, men nogle af dem, vi har set i år, er grovere end tidligere, og det indikerer, at pelsdyrerhvervet på ingen måde forbedrer sig, siger Eidsmo

En hån mod dyrenes behov
Flere af de tilskadekomne dyr var ifølge Eidsmo og Tøllefsen samlet på en speciel ”sygeafdeling”, hvor de har været nødt til at gå rundt uden diverse kropsdele.

- Det fortæller mig, at denne pelsdyravler bevidst har placeret dyrene på deres egen afdeling og har ladet dem fortsætte med at leve uden bagben, i stedet for at behandle eller aflive dem.

- Man ser mange skader, når man inspicerer farmene. Det er en uundgåelig del af pelsdyravl. Dette var dog ekstremt. Det gør et vældig stærkt indtryk at se dyr leve uden begge bagben og som må slæbe sig frem på forbenene for at overleve, udtaler han.

Eidsmo og Tøllefsen mener det er mærkeligt, at erhvervet i det hele taget har fået lov at fortsætte driften.

- Dette er jo dyr, som på ingen måde er skabt til et liv i bur, og de drives til vanvid af at være indespærrede på så små arealer. Dette er en hån imod de behov som dyrene i naturen har.
I flere af burene har dyrene både skadet hinanden og sig selv. Billederne viser blandt andet mink, som har bidt hinanden i haler, ører og ben. Mink som viser tvangsadfærd og som slås med hinanden i de små trådbure.

Ifølge Tøllefsen har de også set dyr, der bliver dræbt og spist af egne søskende eller forældre.

Billederne viser blandt andet mink med afgnavede bagben

De kunne ikke klare at rydde op
Det nye billedemateriale er ikke unikt. Lignende billeder er dukket op med jævne mellemrum de sidste år fra norske pelsdyrfarme, og branchen har fået sat kniven for struben flere gange.

- De har haft utallige chancer og er blevet pålagt et stort pres fra politisk side, men de her billeder viser, at de ikke kunne klare at rydde op, siger Eidsmo.
Eidsmo og Tøllefsen mener det overordnede ansvar ligger hos regeringen, og dyreaktivisterne håber, at hele erhvervet bliver nedlagt.

- Den enkelte pelsdyravler har jo ansvar for at opdage skader og åbenlyse lidelser hos dyrene, men det overordnede ansvar ligger jo helt klart hos regeringen og myndighederne. Erhvervet har fået lov at fortsætte i alt for mange år allerede, siger Eidsmo.

ØNSKER DU AT HJÆLPE DYRENE I DEN DANSKE MINKAVL?


Skriv under: Forbyd minkavl i Danmark

Ønsker du også et forbud mod minkavl i Danmark? Skriv under i dag!

Ikke unikt
Dyreaktivisterne meldte sagen til det norske Madtilsyn, som derefter inspicerede gården grundigt.

- De afslørede meget af det samme som vi gjorde, efter de havde brugt flere dage på farmen. I dette tilfælde brugte de flere dage på at undersøge hver enkelt dyr, som man er nødt til at gøre, hvis man skal have et billede af, hvordan forholdene er på en pelsfarm, fortæller Eidsmo.

Madtilsynet siger, at dette er blandt de alvorligste tilfælde de nogensinde har set, men mener gennemsnitsniveauet i branchen er forbedret.

- Det kan godt være, at dette er blandt de alvorligste tilfælde Madtilsynet nogensinde har set, men det betyder ikke, at dette er et helt unikt tilfælde blandt pelsdyravlerne, siger Eidsmo

Samfunds- og myndighedskontakt Guri Wormdahl fra de norske pelsdyravlere mener, at billederne viser klare brud på reglerne.

Klare brud på reglerne
- Her ser man helt klare brud på reglerne som burde overholdes. Nogle af dyrene burde være blevet aflivet eller behandlet for deres sår. Det er et helt klart brud på reglerne som alle selvfølgelig skal overholde, og det er alvorligt, også i vores branche, udtaler Wormdahl.

Ifølge Wormdahl er der en nul-tolerance for ikke at følge op på og håndtere syge og tilskadekomne dyr.

- Jeg ved, at udviklingen indenfor pelsdyravl er på lige fod med andre former for hold af dyr. Dyr i alle slags husdyrhold kan blive syge eller få skader. Men det er også skidt indenfor pelsdyravl. Vi skiller os ikke ud fra anden husdyrhold på det område. Det vi arbejder for hver eneste dag, og det vi skal garantere er, at syge eller tilskadekomne dyr skal tages hånd om, fortæller hun.

Wormdahl mener også, at de norske pelsdyravlere har god kontrol med, hvad der sker på de norske pelsdyrfarme.

- Vi har allerede mange tiltag, der sikrer høj dyrevelfærd. I forhold til de millioner af pelsdyr, der findes på de norske farme, er der trods alt, selvom det er grusomme billeder vi ser, få tilfælde. Det er vigtigt, at se dette i et større perspektiv, mener Wormdahl.

Flere billeder samt videomateriale kan ses ved at følge linket til originalartiklen.