ANIMA: LAV LIVE-STREAMING FRA KOPENHAGEN FURS FORMANDS FARM

18 april, 2012

 

Pressemeddelelse fra Anima i dag:

Kopenhagen Fur investerede i går i en ny reklamekampagne i millionklassen, der har til formål at overbevise journalister og politikere om, at pelsindustrien ikke har noget at skjule. Med billeder af dyr med skader og sår, håber de at kunne vise, at de ikke er bange for at vise virkeligheden frem på danske minkfarme.

Vi vil ikke lave et skønmaleri. Vi vil også fortælle, hvordan det er, når det er værst. Vi vil være åbne omkring, hvordan tingene ser ud,” udtaler Kopenhagen Furs formand Tage Pedersen i går til Landbrugsavisen.

  Det er nye toner, fra selvsamme formand der efter Animas minkafsløringer i 2010, fabrikerede historien om, at der skulle have været placeret skadede dyr i burene blandt hans og andre bestyrelsesmedlemmers minkfarme. En historie, der
totalt faldt til jorden, efter at den tidligere formand Erik Ugilt Hansen for nogle uger siden blev dømt for vanrøgt af sine dyr på baggrund af Animas afsløringer.

VIL DU STOPPE DYREMISHANDLING?
STØT ANIMAS ARBEJDE I DAG!


Kopenhagen Fur har gennem de sidste 3 år investeret et ukendt millionbeløb på at fortælle danskerne, at der ikke er nogen problemer på danske pelsfarme. Den plan er tydeligvis slået fejl, og nu forsøger man i stedet at tegne et billede af et åbent erhverv, der ikke har fejet noget ind under gulvtæppet,” udtaler Animas kampagnekoordinator Thorbjørn Schiønning.

Intet at skjule? Bevis det!
Anima har i dag sendt et brev til formand Tage Pedersen, hvori han udfordres til at gøre alvor af sine flotte ord om åbenhed. Anima udfordrer formanden til at opsætte kameraer, der kan livestreame fra farmen året rundt - og dermed give det fuldstændige billede af pelsproduktionen.

Hvis Tage Pedersen siger, der ikke er noget at skjule, så lad ham vise det hele frem," udtaler Thorbjørn Schiønning og fortsætter: “Livestreaming er et kendt krav til bl.a. slagterier i  England og er en simpel måde at give offentligheden indblik i dyrenes forhold.

Facts om pelsdyravl:
Ifølge pelsbranchens egen håndbog, er der en dødelighed på ca 25% af dyrene gennem en hel sæson. Det svarer til flere millioner døde mink.

Pelsdyravl er forbudt eller umuliggjort i en lang række europæiske lande.

Hvad viser kontrollen af minkfarme ikke?:
Kopenhagen Fur fremhæver, at der ifølge Fødevarestyrelsen blot er tale om ca 1% af minkene, der har skader (1% svarer stadig til 130.000 dyr med skader!). Men Fødevarestyrelsens opgave er ikke at give et overblik over, hvor mange dyr, der kommer til skade gennem en sæson - men at give et øjebliksbillede fra den enkelte dag farmen kontrolleres. Tallet svarer altså til, at man på en tilfældig dag kan finde mange tusinde skadede dyr på danske minkfarme.