Animas sygeplejersker tog temperaturen på Malene Birger

10 august, 2012

 

Animas sygeplejersker tog temperaturen på Malene Birger
Diagnose: Kold i røven!


Anima har gennem flere år forsøgt at overbevise topdesigneren Malene Birger til at indføre en pelsfri politik. Uanset hvor mange mishandlede dyr i pelsindustrien Malene Birger er blevet konfronteret med, har det ikke rørt hende. Derfor sendte Anima i dag to sygeplejersker afsted til lanceringen af Malene Birgers nye kollektion på firmaets hovedsæde, for at tage hendes temperatur og undersøge, om hun er helt rask.

Efter en hurtig undersøgelse kunne de to sygeplejersker stille diagnosen. “Når Malene åbenbart kan ignorere dyr med store blodige sår, der holdes indespærret i helt unaturligt små bure, så må hun være kold i hjertet - og røven. Vores termometer viste en exceptionelt lav temperatur. Fænomenet er alvorligt, men er heldigvis kun kendt i små grene af modebrancen, da de fleste firmaer for længst er blevet pelsfri," udtaler Animas udsendte sygeplejerske Christiane ‘hot lips’.

IC Companys, der ejer firmaet By Malene Birger, har en pelsfri politik, men har endnu ikke effektueret denne for netop dette mærke. Peak Performance, Tiger of Sweden, Saint Tropez, InWear, Part Two, Matinique, Cottonfield m.fl. har altså en klar politik om ikke at sælge pels pga. de dårlige forhold dyrene bliver budt.

STØT ANIMA: ØNSKER DU OGSÅ EN FREMTID UDEN PELSBUTIKKER? BLIV MEDLEM I DAG

Anima har gennem længere tid været i dialog med IC Companys kommunikationschef, Thomas Rohold, som gentagne gange har lovet, at der snart kommer en officiel udmelding omkring Malene Birger’s fremtidige politik på området. Animas sygeplejersker kunne dog ikke i dag få nogle indrømmelser fra firmaet.

De fleste toneangivende firmaer i den danske modebranche har i dag en pelsfri politk. Det drejer sig bl.a. om Bestseller, Magasin, IC Companys og designere som DAY og Munthe Plus Simonsen. Danmark har forbudt opdræt af ræve for pels, pga. den dårlige velfærd, dyrene havde. Et beslutningsforslag om forbud mod minkavl blev i 2011 fremsat i Folketinget.