Boomerang bliver pelsfri

25 januar, 2013

 

Det svenske modefirma Boomerang er blevet pelsfri. Firmaet findes i mange europæiske lande, hvor man selv driver 28 butikker, og tøjet bliver yderligere solgt af flere hundrede forhandlere og en international webshop. Nu kan dyrevenner trygt handle, hvor der står Boomerang over døren med den viden, at der aldrig bliver solgt pels.

"Som et led i vores arbejde med bæredygtigt forbrug vil vi gerne bidrage til en øget ansvarlighed, og det inkluderer også dyrs rettigheder. Af den årsag har vi valgt at tilslutte os den pelsfri liste," siger Roger Kylberg, direktør for Boomerang.

SE HELE DEN PELSFRI LISTE

Firmaet har underskrevet en aftale, om at være en del af det internationale program Fur Free Retailer. Programmet drives af over 30 organisationer over hele verden og giver forbrugere vished for, at de virksomheder, der er tilsluttet driver en pelsfri handel. Programmet administreres i Danmark af Anima.

"Vi er fantastisk glade for den kloge beslutning, Boomerang har truffet," siger Joh Vinding fra Anima. "Det sender et tydeligt signal om, at ingen behøver at lide for moden. Det er et eksempel, andre kunne lære noget af."

SEND EN PROTEST TIL MODSTRÖM, DER SÆLGER ÆGTE PELS

I alt dræbes omkring 75 millioner dyr hvert år på verdensplan i pelsindustrien. Dyrene lever enten i små bure eller fanges i naturen i brutale fælder.