Dansker mister tilladelse til at drive pelsfarme

24 november, 2009

Den svenske organisation Djurrättsalliancen kunne i starten af denne uge afsløre en dansker i at mishandle mink på 2 pelsfarme i Sverige. Efter myndighedskontrol mister manden nu tilladelse til at drive farmene.

"Med tanke på, hvor langstrakt behandlingen af denne sag har været, så findes der ingen chance for, at han får tilladelse fra os i dag," siger dyreværnsinspektør Elin Gullander til Helsingborgs Dagblad.

Tusinder af døde mink

Ved inspektion af mandens ene farm fandt inspektørerne kølerum med de mink, der var døde i løbet af året. Ifølge Hensingborgs Dagblad fandt inspektørerne kasser med døde mink. Der var 20-30 dyr i hver kasse, og der blev fundet 80 kasser, så i alt 1600-2400 mink er døde på farmen i løbet af et år. På danske farme har fødevarekontrollen ofte givet påtaler for, at farmene ikke registrerer antallet døde dyr, måske fordi der gemmer sig en ubehagelig sandhed bag tallene.

Ikke et isoleret tilfælde

Djurrättsalliansen påpeger, at det som inspektionerne fandt ikke er et isoleret tilfælde, men et symptom på, at der findes alvorlige brud på dyreværnsloven på en stor del af landets farme.

"Vi hilser beslutningen fra Länsstyrelsen velkommen og håber at det ikke varer længe, før Sveriges regering forbyder farmene på samme måde som flere europæiske lande har gjort det. Pelsindustrien er i sig selv et stort brud på dyreværnsloven, og det er på høje tid, at myndighederne sørger for, at loven bliver respekteret," udtaler Johan Carlsson fra Djurrättsalliansen.