Fandt mink med 3 afbidte ben og skambidt hale

9 december, 2011

Det veterinære rejsehold har fra august til oktober kontrolleret 57 minkfarme rundt om i landet. Resultatet er ikke overraskende, men alligevel meget skræmmende. Hele 58% af farmene har ikke haft styr på dyrevelfærden og gennem aktindsigt har Anima fået adgang til bunkevis af billeder der illustrerer de katastrofale bidskader. Et billede viser fx en mink der har fået bidt 3 ben og halen af helt ned til roden, mens en anden mink har en bidskade på størrelse med en håndflade på bagenden og ryggen.

ANIMA HAR BRUG FOR DIN HJÆLP TIL AT STOPPE MISHANDLINGEN: BLIV MEDLEM ALLEREDE I DAG

  Mink er fra naturens side skabt til at leve isoleret og tolererer kun andre voksne mink i parringstiden. På farmen bliver dyrene stoppet ind i minimale bure, hvor kampe ofte opstår fordi dyrene ikke får mulighed for at opfylde deres naturlige behov.

Undersøgelser af danske pelsdyrfarme har i både 2009 og 2010 vist en grusom dyremishandling. På farmene er fundet dyr med voldsomme skader, som ingen tager sig af. Andre dyr bliver vanvittige af indespærrelsen og vandrer hvileløst fra side til side i deres bur.

Nogle dyr bukker under i de kummerlige bure, døde af elendighed eller sår de fra andre dyrs angreb. I flere tilfælde var dyrene kannibaliseret og levende dyr i burene spiste langsomt kadaverne af de døde mink.

Ingen af disse ting ville ske i naturen, hvor mink lever alene på store arealer. På et  givent tidspunkt vil der altid findes titusinder af skadede dyr på danske minkfarme.

  Industrien hævder samtidig at have gjort sit bedste for at stoppe problemerne.

For snart et årti siden opfordrede Dyreetisk Råd til, at Danmark skulle have de bedste forhold for mink, som et alternativ til at forbyde industrien. I mellemtiden er ræveavl forbudt af etiske årsager. Det er på tide, at der bliver taget samme skridt for  mink.