Fra fængsel til frihed

7 december, 2015

 

“Så kan I godt skrubbe af!” brøler ræveavleren. Hans stemme er dyb og kommer som et pludseligt tordenbrag. Han er bred som en okse, og hans pulsårer dunker tydeligt fra hans hals, imens han ophidset slår ud med armene.



Vi er på en rævefarm i Polen for at undersøge et tip om to ræveunger i nød. Vi ved, at de er slemt tilredte og har brug for akut hjælp, men avleren vil ikke frivilligt lade os tage dem med.



Ifølge polsk lov har dyreværnsorganisationer ret til at fjerne dyr, som er i livsfare, og hvis situationen er så slem som vi frygter, så er vi klar til at handle på det. Loven er oprindeligt tiltænkt kæledyr og aldrig afprøvet på pelsfarme før. Vi rådfører os derfor med en advokat. Hun tænker over sagen og vejer sine ord, men konklusionen er klar: “Lovens ord er klart og tydeligt. Hvis et dyrs liv og sundhed er i fare hos den nuværende ejer, så kan dyret konfiskeres.”
Det er alt, vi har brug for at vide. Vi ved, at avleren hverken er til at hugge eller stikke i, så hvis vores redningsaktion skal lykkes, må vi flyve under radaren.


Redningen

Det er tidlig morgen, da vi nærmer os farmen. Solen kigger forsigtigt frem i horisonten og farver himlen orangerød med sit skær. Havde det ikke været for opgaven foran os, ville det have været en smuk morgen. Men ingen af os kan nyde synet, da vi stille går op mod porten til rævefarmen. Inde på farmen er der lysende øjne overalt i morgengryet. Der er poter, der kradser mod trådnet, korte skrig og langsomme, sagtmodige hyl.



Vi finder hurtigt frem til de to ræveungers bur. Da jeg åbner låget til redekassen, ligger de presset sammen i et hjørne. Synet får mit hjerte til at briste. Pjuskede og hjælpeløse kigger de på mig med bange øjne, som om de spørger: “Hvad skal der nu ske med mig?”

De er tydeligvis aldrig blevet mødt med varme og kærlighed fra mennesker, for de trykker sig frygtsomt mod buret, og ryster over hele kroppen. Da vi har set på dem et stykke tid, og de kan mærke, at vi ikke vil dem noget ondt, tør de langsomt op og begynder at kigge interesserede på os.



Den ene hvalp er lidt større og har lagt sig beskyttende foran sin ven for at skærme den. Den er også den første, som rejser sig og går hen mod os. Da går det grusomme overgreb de har været udsat for op for os.


„Den kan jo slet ikke gå ordentligt. Den har fået bidt sit ben af.“ Dyreværnsinspektøren Anitas ansigt bliver helt hvidt af forfærdelse. Ungen humper forsigtigt hen mod burets kant og giver min hånd et kærligt slik. Forfærdelsen bliver til vrede.

„Hvordan kan noget menneske tillade dette mod dyr?“, hvisker Anita til mig. Jeg ved godt, at hun ikke forventer et svar, så jeg nikker indforstået.


I trygge arme
Den lille hunræv sitrer, da jeg rækker ned og forsigtigt løfter hende ud af buret. Men det er som om hun mærker, at jeg ikke vil hende det ondt, og hun finder hurtigt ro i mine varme arme. Men der er ingen tid at spilde nu. Ræveavleren kan komme hvert øjeblik, så jeg sætter hende forsigtigt ned I transportkassen.

Hanræven er større og lidt mere rolig – han kigger mig direkte i øjnene, før vi sænker ham ned i kassen. Vi forlader hurtigt farmen for at bringe ungerne i sikkerhed og give dem dyrlægehjælp.


Et helt nyt liv

Nu begynder et nyt liv for ungerne. Vi tager direkte til dyrlægen, der giver en nødbehandling på stedet. Dyrlægen roser os for at have grebet ind: “Var de blevet efterladt i buret, havde de haft nogle frygtelige måneder i vente, men med den rigtige omsorg, kan de begge leve rigtig gode ræveliv nu. I har uden tvivl reddet deres liv ved at gribe ind."

Og omsorg skal de få. Vi kører nu til deres nye hjem – et fristed for vilde dyr i det nordlige Polen, hvor vores plejere er parat til at passe på dem resten af deres liv.

Første gang de tager et skridt ud på græsset, åbner der sig en helt ny verden for dem. De snuser den friske luft ind, og man kan se, at de er overvældede af alle indtrykkene. Kort tid efter sover de tungt i deres nye rævehus. For hver dag der går, bliver deres bevægelser mere naturlige, og deres muskler stærkere. Snart leger de lystigt og boltrer sig som om de aldrig havde kendt andet.

De er legesyge, og når man besøger dem, forsøger de ihærdigt at få
én med i deres brydekampe.
Men lige pludselig ser de noget
andet, og løber over græsset efter
en sommerfugl.

De har fået
 deres frihed.



Frihed til at være ræve.