Jorden er giftig

6 oktober, 2005

 

Hvis du bor i nærheden af et skindgarveri, er der en god chance for, at den næste miljøskandale er placeret i din baghave. Politiken placerede således d. 25. september Pelsrenseriet, Reerslev i  Hedehusene på en liste over Danmarks dyreste giftgrunde med en rensningspris på 47 mio. kr.  Dette gav pelsrenseriet pladsen lige over Proms.

Pelsbranchen elsker at tale om deres produkter som naturens mode og har sågar forsøgt at kalde produktionen økologisk. Men hvis folk ikke ønsker, deres dyre pels skal gå i forrådnelse i skabet, som døde dyr nu engang gør, så skal der kemikalier til, og masser af slagsen.

Krom og andre giftige sager gør pelsen umulig at nedbryde og betyder, at ethvert køb af pels er med til at ødelægge miljøet, endda i langt højere grad end ved produktion af imiteret pels. Ligeledes kan disse kemikalier være allergifremkaldende.