Kontrollanter finder levende mink i fryser

26 august, 2011

 

En norsk minkfarm politianmeldes nu efter, at kontrollanter fra Mattilsynet (tilsvarende Fødevarestyrelsen) fandt levende mink i en frysecontainer blandt et stort antal døde dyr med sår og skader. Minkene var stærkt medtagne af den brutale behandling og måtte aflives på stedet.

Afdelingsleder Ole Åmodt er chokeret over sine kontrollanters fund, da de dukkede op på farmen:

"Det vidner om et alvorligt svigt i forhold til at kvalitetssikre, at dyr ikke bliver udsat for unødvendig lidelse," siger Åmodt.

Men det var ikke blot i frysecontaineren, der var rædsler at finde. Ved en hurtig gennemgang af farmen fandt man ikke mindre end 17 dyr med skader og sår. To så alvorligt tilredt, at de måtte nødaflives.

"Vi reagerede hurtigt på det og har givet påbud om at kvalitetssikre rutiner på farmen i forhold til opfølgning af dyr med sygdom og skader," siger Åmodt til NRK.

"Det undrer os, at en farm i vores område drives under sådanne forhold, så kort tid efter det stærke fokus, der har været på erhvervet," siger Åmodt

Sabotage, sabotage, sabotage
Ejeren af farmen, Ordin Møller, er ikke bleg for at skyde på, hvad fundene skyldes, og man kunne fristes til at tro, at han netop havde været på et lynkursus med Kopenhagen Furs kommunikationschef. Der er nemlig tale om sabotage, siger han til NRK. Altså, at dyrevenner skulle have placeret både de syge og skadede dyr, samt lagt to levende mink med skader i frysecontaineren.

Dermed følger Ordin Møller den strategi som også danske avlere har forfulgt efter afsløringerne af rædslerne på danske minkfarme i 2011 - at der ingen problemer er på minkfarme, men at dyrevenner anbringer syge og skadede dyr. I dette tilfælde tilsyneladende i konspiration med Mattilsynet, som gjorde fundene ved en uanmeldt kontrol.

I Danmark blev denne påstand modbevist tidligere denne sommer, da politiet ved en aktion afslørede så grove tilfælde på den tidligere formand, Erik Ugilt Hansens, minkfarm ved Hobro, at han nu er sigtet for dyremishandling.