Sældebatten raser over Europa, og denne uge bringer både gode og dårlige nyheder. Debatten blev startet, da EU-kommissionen valgte at udskyde et forbud mod import af sælprodukter til hele EU. Først vil man i stedet lave sin egen undersøgelse af om jagten er human. Dette betyder dog på ingen måde, at ideen er taget af bordet, som flere medier fejlagtigt har rapporteret.
Heldigvis for sælerne behøver enkelte lande ikke at vente på EU for at gribe til handling. Belgien valgte derfor som første EU-land at indføre et permanent importforbud mod sælprodukter. Landet har siden 2004 set på forskellig lovgivning i spørgsmålet, men nu er et forbud trådt endeligt i kraft. Samtidig har Grønland sat himmel og jord i bevægelse for at stoppe denne lovgivning, fordi de mener, den strider imod EUs politik om, at varer skal have fri bevægelighed mellem de forskellige medlemsstater. Grønlands egen jagt er dog allerede undtaget fra Belgiens lov, men Grønland er samtidig storimportør af sælskind fra Canada, som de ikke længere vil kunne sælge. Naturligvis er der ikke noget at komme efter, og de fleste EU-lande har et eller flere forbud mod import af varer, som de finder moralsk anstødelige. Danmark har f.eks. haft et importforbud mod hunde- og kattepels af denne grund.
Netop derfor kan det virke meget underligt, at Danmark faktisk har vist sig villige til at kaste sund fornuft, tidligere holdninger og dyrevelfærd over bord for at hjælpe Grønland med at klage over Belgiens lovgivning til EU. Da sidste års sæljagt fandt sted, blev justitsminister Lene Espersen citeret for at kalde jagten for "dyrplageri ud over alle grænser," mens regeringen lovede at undersøge, hvordan man juridisk kunne indføre et importforbud.
Hukommelsessvigtet er i dag totalt, hvor regeringen fortsat støtter sæljagt, og udenrigsminister Per Stig Møller har tilkendegivet, at han aktivt vil forsøge at presse andre lande til ikke at gøre noget ved problemet. Dette til trods for, at man ikke tidligere har gjort noget ved forbud mod import af sælprodukter i USA (der har haft loven siden 1972), Mexico, Italien og Kroatien. At Grønland skal understøtte massiv og barbarisk nedslagtning af babysæler med penge, der kommer fra danske skatteydere i form af statstilskud er trist, men at landet samtidig skal bestemme Danmarks inden- og udenrigspolitik gør ikke sagen bedre.
Har du ikke skrevet til dit parti og bedt dem fremsætte forslag om et dansk forbud, så er det absolut ikke for sent. Se mere på vores kampagneside under sektionen protester
Heldigvis står Danmark ret alene med sine ikke dyrevenlige holdninger. Faktisk er endnu et forbud lige på trapperne i Holland, hvor landbrugsminister Cees Veerman i går fra parlamentets talerstol lovede at indføre et forbud, inden han træder tilbage, hvilket formodentlig sker indenfor et par uger. Tysklands Bundesdag har også tidligere enstemmigt vedtaget, at man skal indføre et importforbud, så spørgsmålet er, hvor længe Danmark vil forsøge at modarbejde de positive skridt vores nabolande tager for bedre dyrevelfærd?
Sæljagten starter i det tidlige forår, hvor hundredetusinder af babysæler igen i år vil blive dræbt med kølleslag og riffer fra d. 15. marts. Vil Danmark da stadig stå som dyrenes modstandere?