Stor kampagnesejr!!!

6 maj, 2008

 

Kæmpe sejr for pelsdyr: IC Companys pelsfri igen

Dyreværnsforeningen Anima fejrer i dag en stor sejr, idet IC Companys har valgt at genindføre en pelsfri politik. Som en af Danmarks største og toneangivende modeselskaber har IC Companys en stor indflydelse på, hvad der sælges i modebutikker over hele Europa.

IC Companys valgte i februar 2008 at bryde deres politik om ikke at anvende pels, hvilket skuffede mange forbrugere og dyreværnsorganisationer. Som følge af beslutningen blev der bl.a. protesteret ved IC Companys modeshows og foran kædens butikker, hvor dyrevenner informerede om den ændrede politik og de tragiske konsekvenser for dyrene.

Allerede inden pelsen kom på hylderne i butikkerne, har IC Companys nu valgt at ændre deres beslutning. Dog vil selskabet By Malene Birger, hvori IC Companys har et ejerskab på 51% ikke følge denne politik. Følgende vil vi nu rette fokus mod Malene Birger, indtil hun også vælger at blive pelsfri.

”IC Companys har i dag truffet en medfølende beslutning, der viser, at firmaet tager sit sociale ansvar alvorligt," udtaler Animas kampagnechef Joh Vinding og fortsætter: "Beslutningen viser tydeligt, at der ikke er plads til pels i de danske modebutikker. Danske forbrugere vil ikke acceptere, at dyr bliver mishandlet for at tilfredsstille forfængelighed.”

”Vi kommer nu til at fortsætte vores arbejde for dyrene med at overbevise Malene Birger om, at hun bør følge IC Companys visionære beslutning og stoppe med at bidrage til mishandling af dyr.”