Stylepit og Miinto også pelsfri

28 november, 2016


I sidste uge kunne vi offentliggøre, at Boozt.com har indført en pelsfri politik. Nu følger to onlinegiganter efter.

En sejr for dyrene kommer sjældent alene. Ofte kommer fremskridt i bølger. Dette er også tilfældet på online modemarkedet. Knapt nok havde Boozt.com i samarbejde med Anima offentliggjort sin nye pelsfri politik, før Stylepit og Miinto også hoppede med på vognen.


”Det er et stort gennembrud med de nye tilkendegivelser og det viser, at modebranchen i den grad lytter til kunderne, som er blevet godt trætte af at se pelsstyles. Den almindelige forbruger i dag ved godt, at pelsdyr som ræv, kanin og mink opdrættes og dræbes på grusomme måder. Det er ganske enkelt ikke ’hot fashion’ længere at bruge pels,” udtaler kommunikationschef hos Anima, Thorbjørn Schiønning.


LÆS OGSÅ: MODEPORTALEN BOOZT.COM FÆRDIG MED PELS


Stylepit har omgående fjernet pels fra butikken, imens Miinto er igang med en udfasning. Ifølge en udtalelse til MetroXpress sigter firmaet at være helt færdig med udfasningen til næste sæson.
Tusindvis af pelsdyr kommer til at undgå en grusom skæbne som resultat af dette. Blandt onlinebutikker er også Asos.com, Ellos, Zalando og Nelly.com pelsfri.


”Det er de mest toneangivende onlineportaler, der har droppet pelsen. Hos Anima vil vi nu fortsætte med at presse på, så de resterende onlinebutikker rider med på den pelsfri bølge,” slutter Thorbjørn Schiønning.


SE OGSÅ: OVER 200 PELSFRI MÆRKER