Tivoli gambler med deres gode ry

12 april, 2013

 

I går offentliggjorde Kopenhagen Fur og Tivoli i fællesskab, at de havde indgået et partnerskab. Partnerskabet går i alt sin enkelthed ud på, at Kopenhagen Fur pumper penge i Tivolis kasse, mod at de kan bruge Tivoli som udstillingsvindue for deres produkter. Det betyder, at bl.a. Julemanden vil blive beklædt i en dragt med ægte pels. 

Lars Liebst, der er direktør for Tivoli, udtaler til politiken: "I Tivoli er vores mission at betage vores gæster, og det nye partnerskab vil hjælpe os med at opnå dette."

 

UNDREN BLANDT TIVOLI ENTUSIASTER
Det undrer både Anima og mange andre Tivoli entusiaster sig allerede over. Hvordan kan man betage gæsterne med tøj, der har rod i at indespærre vilde dyr i små bure?

"Jeg forstår ikke, at Tivoli vil profitere på dyremishandling," udtaler Thorbjørn Schiønning til Politiken og fortsætter "Tivoli gambler med sit gode image, når de indgår en aftale med Kopenhagen Fur. Det er underligt, at et brand, der forbindes med sjov og leg, vælger at satse på et firma, der forbindes med dyremishandling, som produktionen af pelsprodukter jo er."

Det undrer også Gitte Lakshøj fra firmaet Copenhagen Artificial Fur, der producerer højkvalitets kunstpels. For få år siden producerede de nemlig en julemandsdragt i kunstpels. »Vi fik dengang fortalt, at spørgsmålet om brugen af pels til dragterne var blevet vurderet i bestyrelsen for dansk Julemands Laug – og udmeldingen var helt klar: Ingen brug af pels fra dyr: ”Julemanden slår ikke dyr ihjel”«.

BOYKOT TIVOLI
Anima opfordrer nu alle dyrevenner til at vende Tivoli ryggen de næste tre år, hvor de har indgået kontrakt med Kopenhagen Fur. Og vi vil bede dig hjælpe med at sprede det budskab i alle dine netværk.

Fortæl også Tivoli med dine egne ord, hvorfor du har tænkt dig at holde dig væk, så længe pels er en del af deres nye image. Gå ind på Tivolis Facebookside og skriv en besked på deres væg! Skriv høfligt og fornuftspræget. Det tjener dyrene bedst!

GÅ TIL TIVOLIS FACEBOOKSIDE