Tjekkiet nærmer sig et forbud mod pelsavl
29 marts, 2016
Tjekkiet er kommet et skridt nærmere et forbud mod pelsavl. Flere end 20 tjekkiske parlamentsmedlemmer fra seks forskellige partier støtter et nyt lovforslag, der vil forbyde pelsavl i Tjekkiet. Lovforslaget vil forbyde avlen af dyr udelukkende eller primært med henblik på produktion af pels. De nuværende pelsfarme skal ifølge forslaget være udfaset ved udgangen af 2018.
Formanden for det tjekkiske parti TOP 09 udtaler følgende om lovforslaget: ”Et udviklet samfund bør være i stand til at have et anstændigt forhold til dyr. At lade dyr lide i trådbure, blot for efterfølgende at lade dem dekorere garderober, lader for mig ikke til at være anstændigt. Derfor vil jeg være glad, når Tjekkiet slutter sig til de mange europæiske lande, der ikke tolererer denne slags forretning.”
Foto: Jo-Anne McArthur / We Animals
Som i mange andre europæiske lande er der i Tjekkiet en bred folkelig modstand mod pelsavl. I en rundspørge i november tilkendegav 70% af de adspurgte tjekkere, at de er imod det.
Bliver lovforslaget vedtaget, vil Tjekkiet slutte sig til en voksende gruppe af europæiske lande, der alle har anerkendt, at hensynet til dyrenes velfærd skal rangere over pelsindustriens økonomiske interesser. Lignende forbud er allerede vedtaget i Storbritannien, Holland, Østrig, Slovenien, Kroatien, Serbien m.fl.
Dyrenes kummerlige forhold i pelsindustrien
Mink og ræve er de dyr, der oftest avles for deres pels, og på pelsfarme lever de under forhold, der ligger milevidt fra deres forhold i naturen. I naturen har mink og ræve territorier på flere kvadratkilometer, mens de på pelsfarmene må leve i små trådbure. De trange forhold gør det umuligt for dyrene at udfolde deres naturlige adfærd, og de bliver så stressede, at de udviser selvskadende og stereotyp adfærd.
Skriv under for pelsdyrene