Tommy boy uden pels

5 juni, 2007

Her er bare en af de millioner af gode grunde til ikke at købe pels:

Man siger, at en ulykke sjældent kommer alene, og hos Anima er vi slet ikke i tvivl om, at mange i pelsindustrien må føle sandheden i dette ordsprog for tiden. Prominente firmaer fra nær og fjern proklamerer en pelsfri politik, og tendenserne for branchen kan ikke være rare. Seneste skud på stammen er Tommy Hilfiger, der har udsendt en pressemeddelelse om, at firmaet for fremtiden ikke vil have nogen form for ægte pels.

Tidligere på året var Tommy fanget i en grim skandale, da det viste sig, at firmaet solgte pels fra hunde, der var mærket som vaskebjørn. Måske har det givet lidt perspektiv til firmaets ledelse, der fik en ordentlig omgang negativ omtale og feedback fra deres egne kunder. De fleste moderne firmaer er i dag pelsfri, og Tommy læner sig nu op af deres amerikanske kollegaer Calvin Klein, Ralph Lauren og Kenneth Cole m.fl.