Vi gjorde det! 1,7 millioner borgere kræver et stop for pelsavl
Takket være dyrevenner fra hele Europa er det lykkes at indsamle over 1,7 MILLIONER underskrifter til det europæiske borgerinitiativ ‘Fur Free Europe’, som kræver et forbud mod al produktion og salg af pels i hele EU. Det enorme antal underskrifter er ikke til at tage fejl af: tiden er løbet fra den ubarmhjertige pelsindustri.
Aldrig i historien er der blevet indsamlet så mange underskrifter på så kort tid for pelsdyrene. Den folkelige opbakning er så høj, at initiativet er lukket før tid, så underskrifterne hurtigere kan blive sendt til Europa-Kommissionen. Dette er en kæmpe sejr for dyrene, og giver også håb for de danske mink.
I Danmark har knap 60.000 danskere givet deres underskrift for pelsdyrene, og Anima har indsamlet knap halvdelen af dem. Tusind tak til dig, som har skrevet under! Du er med til at skabe en pelsfri fremtid.
Håb for de danske mink
Initiativet kan få stor betydning for dyrene på de danske pelsfarme. Hvis der indføres et forbud mod pelsavl i EU, betyder det nemlig et endeligt farvel til chinchilla- og minkavl i Danmark.
Men ikke nok med det. Borgerinitiativet har også potentiale til at gøre en stor forskel for de millionvis af pelsdyr, der befinder sig uden for Europas grænser. Initiativet handler nemlig ikke blot om et forbud mod produktionen af pels, men sigter også efter et forbud mod salg og import.
Internationale modegiganter som Gucci, Prada og Versace har allerede droppet pels fordi de anerkender, at mode bør handle om så meget andet end at holde vilde dyr indespærret i små bure. Det har derfor aldrig stået mere klart, at Europa er på vej mod en pelsfri fremtid.
De danske politikere bør derfor tage notis af det enorme antal underskrifter - særligt med tanke på, at flertallet af EU’s medlemslande (14 ud af 27) allerede har et forbud mod pelsavl. Hvis ikke, risikerer vi at stå tilbage som et af de absolut sidste lande, der stædigt holder fast i et forældet og uetisk erhverv.
Animas direktør, Joh Vinding, er ikke i tvivl om, at pelsindustrien er ved at gå sin ende i møde:
Det er ikke længere et spørgsmål om vi får et forbud, men snarere hvornår vi får et forbud. Det kan ikke siges nok - pelsavl vil aldrig blive foreneligt med god dyrevelfærd.
Europa-Kommissionen er forpligtet til at reagere
Initiativet ‘Fur Free Europe’ er en af de største sammenslutninger for dyrene nogensinde. Over 100 organisationer i hele Europa har på under 10 måneder samlet 1,7 millioner underskrifter for pelsdyrene, og har dermed skrevet historie.
Underskrifterne skal nu verificeres, og er 1 million af underskrifterne gyldige, så er Europa-Kommissionen forpligtet til at behandle initiativet.
Derudover vil der være en høring i Europa-Parlamentet, som dermed har mulighed for at vise dets opbakning til initiativet.
Så mens de danske minkavlere er i gang med at fylde burene med dyr igen, kommer der nu et kæmpe opråb fra 1,7 millioner borgere, der kan betyde et endeligt farvel til pelsindustrien!