Mælkebonde søges - 50.000 kr i dusør

15 november, 2018

De sidste par dage er Animas kampagne ‘12 timer med mor’ nået vidt omkring i det danske medielandskab. Kampagnen har fokus på, at Arla på sine konventionelle gårde fjerner kalven fra dens mor efter blot 12 timer, for at kunne sælge mest muligt mælk. Anima udfordrede i tirsdags Arla til at lukke stalddøren op så forholdene i den industrielle produktion kan videodokumenteres. Dette skete i helsidesannoncer i 11 landsdækkende dagblade og regionale dagblade, herunder Politiken og Jyllandsposten. Anima bad desuden Arla om at stille op til en åben, offentlig debat om dyrevelfærd.

Som svar på annoncerne har Arla lavet et opslag på sin egen facebookside. Her erkender den, at danskerne ikke ved nok om mælk, men afviser at kunne give Anima tilladelse til at filme forholdene. Det er kun den enkelte landmand, der kan give tilladelse til det, må man forstå.

Så nu spørger Anima altså landmændene direkte. I dag går vi ud med en række nye annoncer i de samme aviser, hvor vi udlover en dusør på 50.000 kr til den landmand, der vil vise alt det frem, som Arla ikke selv har gjort. Vi har også sendt beskeder direkte til de seks mælkebønder, der sidder i Arlas bestyrelse. Anima ser nu frem til at blive inviteret indenfor i stalden.

Kampagnen kort
Anima mener, danskerne fortjener at få at vide, hvordan deres mælk produceres. Det har nemlig vist sig, at mindre end halvdelen af danskerne er klar over, at en ko skal føde en kalv for at give mælk (47%). Kun hver tredje er klar over, at kalven fjernes få timer efter sin fødsel (34%). Til gengæld er det kun hver tiende dansker, der finder det rimeligt, at kalven fjernes så tidligt, når de bliver bekendt med fakta (10%).
 
Derfor beder vi nu landmændene om hjælp med at øge danskernes viden om forholdene i mælkeindustrien. Her er de fakta, som forbrugerne minimum bør være oplyst om:

  • I konventionel dansk mælkeproduktion bliver kalve fjernet fra deres mor efter blot 12 timer. Ifølge eksperter er adskillelsen af mor og kalv til stor skade for dyrenes velfærd.
  • Hvert år aflives omkring 23.000 nyfødte tyrekalve, da de ikke er profitable i mælkeindustrien.
  • Yderligere 30.000 tyrekalve sendes på lange dyretransporter til udlandet, primært Holland, hvor de opdrættes som ’sødmælkskalve’. Af hensyn til kødets mørhed og farve får kalvene stort set kun mælkeerstatning, som ofte giver kalvene kronisk diarré og jernmangel. Denne form for opdræt er forbudt i Danmark.
  • Udtjente malkekøer aflives i gennemsnit 20 år før deres naturlige død på grund af det store produktionspres, de udsættes for. Transport og slagtning er ofte forbundet med stress, angst og smerte.

Er du landmand, eller kender du en landmand?
Ejer du selv en mælkegård, og har du lyst til at slå stalddøren op, så ring til os på 3510 7070 eller skriv til vores direktør på jovi@anima.dk for at høre nærmere om denne mulighed. Du kan selvfølgelig være anonym, hvis du ønsker det.

Kender du en landmand, som bør høre om dette tilbud, så del denne artikel med ham/hende.

For mere information om kampagnen klik ind på 12timermedmor.dk.