Med kalven i maven

5 december, 2022

Skriv under: Stop de ulovlige slagtninger af højgravide malkekøer i Danmark!


Stop de ulovlige slagtninger af højgravide malkekøer i Danmark

Danske mælkeproducenter sender hvert år højgravide malkekøer til slagtning - også selvom det er ulovligt. Køerne sendes afsted til slagteriet med en fuldt udviklet kalv i maven. Og kalvene - de overlever ikke.

Synes du også, at det er forkert? Skriv under og kræv, at landbruget stopper de ulovlige slagtninger af højgravide malkekøer. Hverken køer eller kalve fortjener denne skæbne. 

De ulovlige slagtninger er et stort svigt af de gravide malkekøer, som er i en meget udsat position. Det falder ikke kun tilbage på den enkelte mælkeproducent, men på hele branchen. 

Mælkeindustriens skyggesider

Slagtning af gravide køer er hverdag i mælkeindustrien
Alle malkekøer bliver før eller siden slagtet. Typisk sker det, fordi de ikke længere giver nok mælk, eller fordi de rammes af en af de mange sygdomme og lidelser, som opstår i moderne fabrikslandbrug.

Det anslås, at danske mælkeproducenter årligt sender mere end 40.000 gravide (drægtige) malkekøer til slagtning. Det svarer til lidt over hver fjerde slagtede malkeko. Over nitusind af disse anslås at være i 7., 8. eller 9. måned. 

En ko er gravid i ni måneder - lige så længe som et menneske. I de sidste tre måneder af graviditeten er der derfor tale om kalve, der er tæt på at være fuldt udviklede.
Når en gravid malkeko bliver slagtet, kvæles kalven langsomt i livmoderen, da iltforsyningen langsomt ophører. Der er derfor en risiko for, at kalvene lider, når deres mor bliver slagtet1. En dansk dyrlæge, Ole Caspersen, har beskrevet synet af kalven, der kæmper i maven:

Når ilt-tilførselen begynder at svigte til kalven, så begynder den at sparke voldsomt. Det er så kraftigt, at det kan ses uden på koen. Og det fortsætter 3-4 minutter2.
 

Ulovlig slagtning
Ifølge dansk lovgivning er det forbudt at slagte malkekøer, som er i den sidste tiendedel af graviditeten - de højgravide køer. På trods af dette, er der i perioden 2012 til og med 2020 blevet politianmeldt 385 tilfælde, hvor en malkeko er blevet sendt til slagtning, selvom hun var i den allersidste del af graviditeten3 .

Resultaterne af danske undersøgelser indikerer imidlertid, at der er et stort mørketal, og at der reelt kan være tale om over 1000 højgravide køer årligt. I praksis kan det være svært for dyrlægerne på slagterierne at fastslå præcist, om en ko har befundet sig i den sidste tiendedel af graviditeten, hvor hun i juridisk forstand er højgravid. Og når den tvivl kommer landmændene til gode.

Vil du vide mere?
I Anima mener vi, at danskerne har krav på at høre hele historien om, hvordan man laver mælk i Danmark.

Derfor har vi indledt en langsigtet indsats for at kaste lys over mælkeindustriens skyggesider.

Ønsker du at se, hvordan det ser ud, når en gravid malkeko slagtes, og hendes kalv fjernes, kan du se en video her. Den er lavet af vores kollegaer i Frankrig og viser proceduren på et fransk slagteri. Der findes ingen danske optagelser af denne praksis, men den eksisterer også på danske slagterier. OBS: vi gør opmærksom på, at det er yderst ubehagelige billeder, og ikke alle kan tåle at se dem.



Stop de ulovlige slagtninger af højgravide malkekøer i Danmark


European Food Safety Authority 2017. Welfare insights on slaughter of pregnant animals.  
DR.dk
Dyk ned i tallene her