Til kamp mod hunde-bortførere
24 september, 2013
Forestil dig at komme ud fra et supermarked og ikke kunne finde din hund. Eller at den leger i haven, men pludselig forsvinder. Du frygter for dens liv, da den kan være blevet bortført.
I Vietnam er dette ikke utænkeligt. Det er derimod en daglig bekymring for mange hundeejere, da hundekød er en delikatesse, og en indbringende forretning.
Indbyggerne sagde stop!
I august måned blev det for meget for en gruppe landsbyboere. To hunde-bortførere blev fanget, da de forsøgte at stjæle hunde i området. Det gik så galt, at de to bortførere mistede livet. Landsbyens indbyggere frygtede, at de ville få stjålet deres kæledyr og tog derfor sagen i egne hænder.
Politiet mistænkte 7 indbyggere, men endte med at stå på bar bund, da flere hundrede af landsbyens beboere havde underskrevet en erklæring om, at de alle var skyldige. Erklæringen blev betragtet som et forsøg på at vildlede politiet.
Kæledyr slagtes også
På grund af den høje efterspørgsel på hundekød bliver flere og flere kæledyr stjålet og slået ihjel. I Kina lider mange hunde den samme skæbne.
Restaurants-ejere fortæller, at det kan være svært at se forskel på de hunde, der har været kæledyr og på de hunde, der er opdrættet til slagtning.