Under et studie brugte man 13 familiehunde, som man oplærte i at ligge stille i syv minutter. Herefter brugte man en MR-scanner til at aflæse hjerneaktiviteten hos hundene, når ejerne talte med dem. Ejerne roste hundene på forskellige måder, nogle gange i et rosende toneleje og andre gange i et neutralt toneleje. Derudover skiftede ejerne også mellem snak og volapyk. Ud fra scanningerne kunne man se, at venstre hjernehalvdel hos hundene blev aktiv, når de genkendte de rosende ord, hvorimod den blev inaktiv, når de ikke forstod de rosende ord, eller når tonelejet var neutralt.

 

Forskerne fandt også et område i højre hjernehalvdel hos hundene, som de bruger, når de reagerer på forskellige tonelejer. Det stemmer overens med tidligere undersøgelser, der har vist, at hundende bruger dette område i hjernen til at afkode følelser i menneskers stemmer. Man ser de samme dele af hjernen blive aktiveret hos mennesker. 

 

 

Ifølge forsker Attila Andics er denne evne ikke et resultat af evolution, da det er for kort tid. Hun tror mere på, at hunde og mennesker stadig har evnen til at forstå de samme ting, fordi vi langt tilbage har samme forfader. Vi har efter splittelsen stadig haft den samme evne.

 

Hun tror også, at den tætte samarbejde, der i mange år har været mellem hund og menneske, kan havde forstærket den fælles forståelse. Derudover har hundene fra naturens side også en interesse i menneskets mening, hvilket kan forklare, hvorfor det kun er hunde og ikke andre pattedyr, der har denne evne. 

 

 

Dette er kun forskning på hunde, men hvad med andre dyr? Hvor meget forstår de? Måske vi har snakket nok, og nu er tiden kommet til, at vi lytter og lærer. Vores firbenede venner kunne måske være det værd.