Sverige forbyder elefanter i cirkus

29 januar, 2018

- Danmark er sidste land i Norden, hvor elefanter i cirkus fortsat er tilladt.


Skriv under: Stop vilde dyr i cirkus

I en revision af dyreværnsloven stopper Sveriges regering nu for at elefanter og søløver kan fremvises i cirkus.
 
Beslutningen er truffet efter en faglig redegørelse har vurderet, at man rent praktisk ikke kan holde elefanter og søløver på en måde, som tilgodeser dyrenes behov for naturlig adfærd. De nye regler vil træde i kraft fra 1. april 2019.
 
Det er en sejr for dyrevelfærden, at vilde dyr ikke længere skal tvinges til at levere billige grin for menneskers underholdning. Det kan vi ikke være bekendt, og det er slapt, at Danmark skal være fodslæbende, når det gælder dyrevelfærd,” siger Animas kampagnechef Thorbjørn Schiønning.
 
De nye regler betyder, at Danmark er det eneste land i Norden, hvor det fortsat er tilladt at fremvise Elefanter og søløver i cirkus. I Finland har det været forbudt i flere årtier, og i Norge blev et forbud vedtaget i 2016.
 
I Europa har 15 lande nu indført forbud mod vilde dyr i cirkus. Blandt lande med forbud er: Holland, Østrig, Kroatien, Irland, Skotland, Malta, Slovenien, Cypern, Belgien, Rumænien, Estland, Letland, Grækenland og Italien.
 
Anima har gennem sin kampagne for at hjælpe de dyr, som stadig lider i danske cirkus indsamlet 40.000 underskrifter, som foreningen snart vil overbringe til de politiske partier for at opfordre dem til også at indføre et forbud i Danmark.
 
Vi oplever en enorm støtte blandt danskerne til at stoppe med at bruge elefanter som ufrivillige klovne. Vilde dyr er ikke sat i verden for at underholde mennesker, og det er på tide, at vi lægger den uskik bag os. Danmark er allerede sent ude i denne sag, så det kan kun gå for langsomt med at få indført et forbud,“ udtaler Thorbjørn Schiønning.
 
En meningsmåling foretaget af YouGov sidste år understreger at 72% af danskerne ikke finder det acceptabelt at bruge vilde dyr i cirkus og kun 7% mente det modsatte. Undersøgelsen er baseret på 1007 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år i perioden 5. til 8. maj 2017.
 
Den europæiske sammenslutning af dyrlæger FVE opfordrede i 2015 alle EU-lande til at indføre forbud af hensyn til dyrevelfærden. Her står det at “FVE anbefaler med henblik på at fremme dyresundhed, dyrevelfærd og folkesundhed i Europa, at alle europæiske og nationale myndigheder forbyder brugen af vilde pattedyr i omrejsende cirkus i Europa, da det på ingen måde er muligt at deres fysiologiske, mentale og sociale behov bliver tilstrækkeligt opfyldt.”

Forbyd vilde dyr i de danske cirkus!


Skriv under: Stop vilde dyr i cirkus