Lad din medfølelse gå i arv
- betænk arbejdet for dyrene i dit testamente

Anima kæmper hver dag for konkrete fremskridt og redder dyr fra et liv i elendighed. Det er kun muligt med hjælp og støtte fra mange dedikerede dyrevenner. For mange er det det mest naturlige i verden at kæmpe for dyrene. Ved at betænke dyrene i dit testamente, kan du lade din medfølelse leve videre og sørge for, at der altid er nogen til at tale dyrenes sag.

Da Anima er fritaget fra at betale arveafgift, så går al støtte ubeskåret til dyrene. 

Heldigvis er det ikke svært eller besværligt at oprette et testamente. I dag findes der endda flere gode tjenester, hvor dette kan gøres gratis via internettet. Man kan naturligvis også få en advokat til at udarbejde testamentet.

På denne side har jeg samlet nogle af de spørgsmål, som Anima oftest modtager omkring at oprette testamente.

Du er også meget velkommen til at kontakte mig for at tale om dine ønsker til et testamente og Animas arbejde.

Du kan ringe til mig på 61710738 eller sende mig en mail til jv@anima.dk

Venlig hilsen

Joh Vinding   

Joh Vinding


Hvorfor testamentere?
Dyr har brug for, at deres sag bliver talt og vil altid have det. Hos Anima arbejder vi målrettet med kampagner, der gør en forskel her og nu. Men vi ved også, at virkelige forandringer kræver en holdningsændring i befolkningen. Hvor dyr i dag ses som ting, der kan udnyttes efter forgodtbefindende, så ønsker vi at fostre en ny bevidsthed, hvor dyr bliver set som følende væsner, der fortjener respekt og omsorg. Derfor arbejder vi også langsigtet og tager det seje træk, der skal til for at sikre varige forandringer.

Du har allerede vist dit engagement i at leve dyrevenligt. Ved at inkludere Anima i dit testamente kan du sikre, at dit engagement for dyrene fortsætter. At betænke en organisation i sit testamente er den ultimative tillidserklæring og vi vil gøre alt for, at leve op til din tillid og at hver eneste krone går til at redde dyr fra mishandling.

Alt går til dyrene 
Anima er fritaget fra at betale gave- og arveafgift. Dermed betales ingen boafgift og det testamenterede beløb går ubeskåret til foreningens arbejde.

Din støtte er uundværlig
Vi modtager stort set ingen støtte fra det offentlige til at arbejde for dyrenes velfærd. Derfor er vi helt og aldeles afhængige af private personers generøsitet for at kunne være en stemme for dyrene.

Sådan testamenterer du til Anima
Hvis du ønsker at testamentere en del af din formue til Anima, skal du oprette et testamente. Uden et testamente bliver arven fordelt efter arvelovens regler, og så får Anima ikke del i arven. Heller ikke selvom du ingen legale arvinger har - i så fald tilfalder hele arven Staten. Erfaringer og kolde tal viser, at mange penge hvert år havner et andet sted, end afdøde egentlig havde regnet med, simpelthen fordi der ikke var oprettet testamente.

Formelle krav til testamenter 
Der er en række formelle krav til testamenter, som skal være overholdt for at testamentet er gyldigt. Det er ikke nok blot at fortælle de kommende arvinger, hvordan du ønsker arven fordelt. Og det er heller ikke tilstrækkeligt bare at skrive det ned på et papir. Anima anbefaler at testamenter bliver underskrevet af en notar, så er du sikker på, at det ikke bortkommer og dine ønsker vil altid blive hørt i forbindelse med behandlingen af boet.

1.     Testamentet skal være skriftligt og
2.     Testamentet skal være underskrevet af en notar eller 2 vidner.

Det kan du testamentere til Anima
1.     Et bestemt beløb eller en bestemt ejendel (også kaldet et legat)
2.     En procentdel af din formue

Restbeløbet efter at tvangsarv og legater er betalt

Kan jeg øremærke min støtte
Vælger du at støtte Animas arbejde til fordel for alle dyrs rettigheder, har du mulighed for at øremærke midler til en bestemt sag, projekt, eller dyreart som står dit hjerte særligt nært. Du kan altid ringe til os for at få en snak om, hvordan vi arbejder med de spørgsmål, som har din særlige interesse.

Er et testamente bindende?
Det er altid muligt at lave ændringer eller at tilbagetrække sit testamente. Det sker på samme måde som da man oprettede testamentet.