TripAdvisor dropper Loro Parque

3 oktober, 2019

I dag har TripAdvisor offentliggjort en ny dyrevenlig politik. Firmaet vil ikke længere sælge billetter til delfinarier, hvor firmaer tjener penge på at udstille havpattedyr.

Beslutningen træder i kraft med det samme og i løbet af de sidste måneder af 2019, vil alle udflugtsmål blive fjernet fra firmaets hjemmeside. 

Vi mener, at den nuværende generation af hvaler og delfiner i fangenskab bør være den sidste, siger Dermot Halpin som er chef for udflugter og udlejning hos TripAdvisor.

I stedet for traditionelle delfinarier vil han have industrien til at investere i hav-reservater, hvor dyrene kan leve under så naturlige forhold som muligt resten af deres liv. Samtidig skal det ifølge selskabet være ulovligt at avle flere delfiner og hvaler, så ingen dyr fødes til et liv i fangenskab.

Ifølge TripAdvisor er det vigtigt at rejsebranchen ligger pres på delfinarierne for at skabe forandring. 

"Så længe steder med hvaler og delfiner i fangenskab kan tjene penge på at holde dyrene i mindre, billigere og mindre naturlige mijøer, så har de ikke tilstrækkeligt incitament til at foretage seriøse forandringer", siger Halpin.

Billedet for neden viser planer for et havreservat, som er under udvikling i USA.


Her ses det spanske delfinarie Loro Parque ved siden af Atlanterhavet. I bassinerne lever både delfiner og spækhuggere.


LORO PARQUE ER UDE I KULDEN
Mange danske turister bliver stadig tilbudt udflugter til delfinarier, da TUI ikke vil tage afstand fra dyrenes ringe forhold. Derfor fører Anima en kampagne for at få TUI til at følge det gode eksempel og sige nej til delfinarier som Loro Parque, hvor man fortsat avler spækhuggere til et helt liv i et betonbassin.

Vi har været i kontakt med TripAdvisor, der har bekræftet, at deres nye politik også gælder Loro Parque. Beslutningen viser hvor stort et skift, der er ved at ske i hele rejsebranchen.

Det er kun 2 år siden, at TripAdvisor gav Loro Parque en pris og beskrev det som verdens bedste Zoo. Men nu er firmaet kommet på andre tanker og dropper stedet helt. Hjælp os med at få TUI til at gøre det samme.


Skriv under: TUI, delfiner & spækhuggere hører til i det fri


INGEN ER FØDT TIL FANGENSKAB
TripAdvisor er heldigvis ikke de eneste, som tager gode skridt for at beskytte dyrene. Siden vi startede vores kampagne har bl.a. Spies og Virgin besluttet også at sige nej til Loro Parque og kun at tilbyde deres gæster mulighed for at se dyrene i et mere naturligt miljø.

- Med TripAdvisors beslutning er vi kommet et skridt nærmere den dag, hvor vi som samfund respekterer de vilde dyr og i stedet for at komme dem i bur, ser dem på deres egne præmisser i deres hjem i naturen, siger Animas direktør Joh Vinding.