Killinger smidt ud med skraldet

14 maj, 2014
 
Det var en helt almindelig arbejdsdag for en gruppe ansatte på en genbrugsplads. En kvindelig ansat fik dog en foruroligende besked fra en dame, der besøgte pladsen.
 
Kvinden blev nødt til at se det med egne øjne, og måtte forskrækket konkludere, at den var god nok. To små killinger var blevet gemt væk i en container til haveaffald. 
 
Endnu en overraskelse
Kvinden blev meget forarget over behandlingen af de små killinger, og besluttede at tage dem med hjem, men overraskelserne stoppede ikke der. Tidligt næste morgen gik chefen for genbrugspladsen og ryddede op. Pludselig hørte han et lille piv.
 
Lyden kom fra haveaffaldet. Han rodede rundt i det, og fandt ENDNU en kat! Det var en tredje killing, der lå og desperat kaldte på hjælp. Øverst ses et billede af killingen.
 
Starter skidt, ender godt
De tre små killinger var altså blevet smidt ud som skrald. Fjernet fra deres mor, og overladt til sig selv. Behandlet som ting. Naja Lerche Timmerby, som er datter til kvinden på genbrugspladsen, skrev til Anima på Facebook:
 
“Synes virkelig, at det er svinsk gjort af de mennesker. Forstår ikke hvordan man kan få sig selv til at gøre sådan en forfærdelig ting!”
 
Hvis killingerne ikke var blevet opdaget, ville de være døde i dag. I stedet er de blevet fundet og taget med hjem.
 
“Heldigvis har vi fundet en kattemor, som ville tage sig af de små killinger, så nu håber vi, at de overlever! :-)” skriver Naja med en glad smiley til sidst.
 
 
Tak til Naja og hendes mor for deres flotte indsats! Og tak til alle andre dyrevenner, der giver en hånd til uskyldige dyr derude, som har brug for hjælp!
 
Uønskede killinger
Hvis man ikke har plads, økonomi eller overskud til at finde et andet hjem til fremtidige killinger, bør man neutralisere sin kat.
 
I Danmark er der omkring en halv million katte, der ikke har noget hjem. Dette skyldes blandt andet, at der fødes alt for mange uønskede killinger, og det ender desværre af og til med, at folk skiller sig af med dem på dårlige måder. Derfor er det bedre at neutralisere kattene og få dem øre- og chipmærket.