De sidste 20 år har pelsindustrien haft held til at skjule sandheden om minks forhold på danske pelsfarme - her får du historien om den mand, der satte sig for at afsløre pelsindustriens løgne....
På Copenhagen Business School udklækkes den fremtidige elite i dansk erhvervsliv. På den strømlinede og effektive institution findes også en af de modigste mænd i dansk dyreværn. Da vi møder Thorbjørn i skolens kantine for at tale om Animas undersøgelse af pelsindustrien, adskiller han sig umiddelbart ikke meget fra de andre studerende.
Men bag den nystrøgne skjorte banker et stort hjerte for dyrene. Et hjerte der har fået Thorbjørn til at konfrontere en virkelighed, der i årtier har været skjult for de fleste danskere. Thorbjørn har i 2009 besøgt danske pelsfarme og dokumenteret forholdene, som mink og ræve lever og dør under. Vi møder Thorbjørn for at høre historien om, hvordan en mand afslørende den værste dyremishandling Danmark hidtil har set.
Fortæl lidt om dig selv og din motivation for at deltage i projektet.
Jeg er ved at uddanne mig til strategisk kommunikatør og tænker meget over, hvordan man på bedste vis kan formidle sit budskab. Allerede for flere år siden tænkte jeg, at der i Danmark virkelig er behov for at vise danske billeder, når man taler dyrenes sag. Gang på gang har jeg oplevet at folk forholder sig skeptisk til det man siger, fordi man støtter sig til billeder fra fx. USA. På sin vis er det jo også en rimelig kritik, selvom jeg dog er af den overbevisning, at pelsindustrien verden over er så fokuseret på effektivitet og lave omkostninger, at det nødvendigvis må være dyrene der betaler prisen. Anima var flere gange blevet tippet af medarbejdere i pelsindustrien, om at der var store problemer på pelsfarmene. Da de ville skabe sikker dokumentation for dyrenes generelle forhold, var der for mig ikke meget at overveje.
Eftersom Anima længe har arbejdet for at stoppe dyremishandling i pelsindustrien, og denne selv ynder at fremstille et stærkt forvrænget billede af hvor godt dyrene har det i Danmark, ja, så gav det hele jo pludselig rigtig god mening. Ingen har så vidt jeg ved fået optagelser fra en dansk minkfarm på en helt almindelig dag, uden at pelsindustrien har fået ryddet pænt op i forvejen og således sikret sig, at man kun ser det, som de gerne vil have man ser.
Hvordan gik I så i gang med projektet og hvad forventede du egentlig, at der ville komme ud af det?
Vi gik i gang med at udvælge nogle tilfældige steder. Vi ville gerne have et sandfærdigt indtryk af industriens standard, så vi prøvede at vælge fra forskellige landsdele og både små og store farme. Vi vidste faktisk ikke rigtig, hvad vi skulle forvente. Jeg havde dog kort forinden læst Dyreetisk Råds udtalelse vedr. pelsdyr og kunne ud af den læse, at de største dyrevelfærdsproblemer på pelsfarme er bidsår og stereotyp adfærd (red. psykisk forstyrret adfærd hvor dyret fx. går frem og tilbage på samme sted eller bliver ved med at snurre rundt med hovedet, som om den kigger efter en udvej). Så det var som udgangspunkt de ting vi ville kigge efter.
Derudover var vi også interesseret i at se om helt basale lovkrav til burindretning blev overholdt. Fx. skal der være halm i burene og derudover skal buret enten være udstyret med en form for legetøj eller en liggehylde.
Thorbjørns stemme lyder engageret, men samtidig mærket af de ting, som han har set. Det er tydeligt, at det har krævet mod og vilje at stå ansigt til ansigt med mishandlede dyr uden at kunne hjælpe dem på anden måde end ved at fortælle deres historie. Han tænker, vejer sine ord og fortsætter:
Det vi fandt var ganske chokerende og helt klart værre end jeg havde forestillet mig. Allerede efter få farmbesøg begyndte der at tegne sig et billede af at pelsindustrien systematisk blæser på reglerne. Alle de steder vi var fandt vi lovovertrædelser af forskellig karakter – også ting som vi slet ikke havde tænkt over.
Fx. var der en del steder hvor der ikke var opsamling til dyrenes afføring, hvilket betyder at det løber direkte ned og forurener grundvandet. Dette er efter min mening en grov miljøovertrædelse, da vi lever i en tid hvor rent drikkevand er noget vi i den grad bør værne om, og vi må ikke tage det for givet. Vi fandt desuden at de helt basale regler om halm, hylde og legetøj ikke engang blev overholdt.
Men hvordan havde dyrene det generelt?
At se dyrenes lidelse var selvfølgelig det værste. Alle de steder hvor vi var inde længe nok til at se flere rækker af bure igennem, fandt vi bidskader. Efterhånden blev man supertrænet til at spotte skaderne, og der var rigtig mange af dem. Bare på en enkelt farm fandt vi et sted mellem 50 og 100 skader. Tænker man over det betyder det, at måske hundredetusinder af dyr netop nu lever med store smertefulde sår.
Stereotyp adfærd var også enormt udbredt, og desuden fandt vi døde dyr i burene rigtig mange steder. Visse steder fandt vi dyr som var helt forkrøblede og ikke kunne bruge bagbenene. Disse var noget af det værste at være vidne til.
Af alle de ting I så, hvad gjorde så størst indtryk på dig?
Det er meget svært at sige. Alle dyrene er unikke på hver deres måde. Hvis jeg skal fremhæve et enkelt så var der en hvid mink på en af de første farme vi besøgte som havde et kæmpe hovedsår. Det så virkelig forfærdeligt ud – men det værste var nok, da den vendte sig om og viste et endnu større sår på sin hale. Det så faktisk ud som om hele halen kunne falde af.
Denne farm vendte vi tilbage til to gange mere for at se om avleren gjorde noget ved det, når dyrene lider så åbenlyst. Sidste gang havde vi Operation X og Morten Spiegelhauer med og den hvide mink så værre ud end første gang jeg havde set den. Det værste var at vi denne gang opdagede at en af de sorte mink som var i samme bur havde et endnu værre bagparti med et kæmpe blodigt sår. Uanset hvor man så hen var der elendige og sårede dyr.
