Yulin hundekødsfestival status 2022
Nu er det desværre den tid på året, midsommer, hvor storbyen Yulin i den sydlige Guangxi-region i Kina bliver omdrejningspunkt for den berygtede, årlige Yulin Festival, hvor hunde og katte slagtes, sælges og spises.
År efter år har Anima sammen med mange andre organisationer og dyrevenner fra hele verden råbt op om de grufulde forhold, som dyrene lider under og presset på for at få det stoppet. For vi vedholder presset og glemmer ikke dyrene.
Vær med til at skabe en bedre verden for dyrene
Årets berygtede ‘festival’
Yulin hundekødsfestivalen sker én gang om året i dagene omkring midsommer og har eksisteret siden 2010. Festivalen har i mange år fået stor opmærksomhed og skabt kritik både internationalt og lokalt, for dyrevenner raser over måden, som både hunde og katte behandles på. Og med god grund!
Dyrene stuves sammen i små bure, hvor de sidder paniske og skræmte, nogen allerede med skader fra den hårdhændede behandling, og venter indtil de skal slås ihjel. Ofte er de blevet fragtet i lastbiler over lange afstande i sommervarmen, og mange er dehydrerede eller syge og dør under transporten.
Flere af de brutale aflivningsmetoder, der er blevet set på stedet, er hængning, elektrisk stød, eller at dyrene bankes ihjel. Mange hunde er kæledyr, der er blevet stjålet fra deres familier op til festivalen og har stadig deres halsbånd på, mens andre hunde er gadehunde, der indsamles fra gaderne.
Kinas hundekødsindustri
Virkeligheden er desværre sådan, at den grufulde behandling af hunde og katte ikke kun sker den ene gang om året i Yulin, men at det sker hele året. Både i Yulin og andre byer rundt om i landet, og det vurderes, at omtrent 10 millioner hunde slås ihjel hvert år.
Der er utrolig meget misinformation omkring Yulin-festivalen og generelt om hundekødsindustrien i landet, da det er svært at finde den korrekte information. For eksempel er Yulin-festivalen ikke en officiel begivenhed, og derfor er det ikke muligt at indhente officielle tal om antallet af dyr, der slås ihjel. Men både lokale og internationale organisationer kæmper for at gøre en ende på festivalen og hunde- og kattekødsindustrien i landet. Det hårde arbejde har blandt andet ført til, at langt færre dyr i dag bliver slået ihjel.
Forandring tager tid
Hvis du har fulgt med i mange år, tænker du måske, at der ikke sker noget, og at den brutale behandling af hunde og katte aldrig stopper. Men forandring tager tid og sker ikke over natten. Og heldigvis er der fremgang i landet, selvom det kan synes at gå alt for langsomt.
Hunde og katte anses officielt ikke længere for landbrugsdyr, men som kæledyr, og millionbyerne Shenzhen og Zhuhai har forbudt hunde- og kattekød. Spisning af hunde og katte er langtfra normalen for de lokale i landet, selvom det desværre er det indtryk, som mange får.
Derimod er oprøret og arbejdet for dyrene stigende i landet, og langt størstedelen anser hunde som kæledyr og ikke mad. Det er specielt de yngre generationer, der presser på for forandringer og kæmper for dyrevelfærden i landet.
Da Yulin-festivalen var på sit højeste, blev mere end 10.000 hunde og katte slagtet, og nu meldes der et fald på antallet af dyr til omkring 2-3.000. Vi kæmper selvfølgelig for, at ingen dyr skal lide så grusomt, og vi tror på, at den fremgang, der er i landet viser, at det er muligt at få den brutale industri stoppet.
Tak fordi du er med til at gøre en forskel for dyrene