Jægere bruger kæledyr som lokkemad

10 juni, 2014

Jorden er kold og virker fugtig. Duggen er faldet og lydene i skoven er blevet anderledes nu. Fældens takker strammer og borer sig dybere ned i den ømme hud. Den ene pote svier og bløder, efter den lange kamp for at komme fri. Hun har kaldt og miavet længe og det er ved at blive mørkt. Men der er ingen, der kan høre hende.
 
Hun er træt, men tør ikke at sove. Mørket og lydene holder hende vågen. Pludselig kan hun lugte noget og pulsen stiger. To øjne kigger på hende fra mørket. Hun ser takkerne på rævesaksen, der ligger gemt under de visne blade. Det er ulvens øjne der møder hendes. Fælden er tiltænkt den. Hun er bare madding. Måske når den slet ikke hen til hende, men det spiller ingen rolle. Snart mister de begge livet. Hun lukker øjnene og venter. Så klapper saksen. 
 
 
Bruger kæledyr som lokkemad
I det sydlige Dakota i USA, er en skræmmende udvikling igang. Flere og flere jægere har fundet på nye metoder, hvormed de kan lokke prærieulve og andre pelsdyr i fælder, så de kan sælge deres pels. Jægerne bruger lokkemad. Levende lokkemad, så som katte, kaniner og fugle. Dyr som vi mennesker anser som kæledyr. Alle bliver de fastspændt og holdt fanget, så jægerne kan fange de større pelsdyr, der alle må lide en skrækkelig død, så man kan sælge deres pels.
 
 
Et øjenvidne fortæller: Sådan er fælderne
"Et par meter inde i krattet, sænkede en stor sund ulv sig tilbage til sneen, udmattet og i smerte, dens højre forben knust af en rævesaks.
 
Ulvens kamp var tydelig i flere meter rundt om træstolpen, hvor fælden var forankret. Sneen var dækket af træsplinter, klumper af is, og blodstænk. Men dette engang kraftfulde dyr var færdig med at kæmpe. Dens øjne iagttog os, men den var for træt til at holde hovedet op og følge vores bevægelser. Dens vejrtrækning var overfladisk. Vi tænkte på, hvor længe det havde været der og stirret sin langsomme og smertefulde død i øjnene. Der er ingen lovgivning, der stiller krav til, hvor ofte fangere skal tjekke deres fælder."
 
Ignorerer dyrevelfærd
Pels fra vilde dyr fanget i grusomme rævesakse, har i de seneste år gjort danskerne rasende. Kritikken er blevet rettet mod firmaet Canada Goose, der bruger pelsen. Men hvad med de firmaer, der tjener fedt på at sælge jakkerne?
 
Mange danske butikskæder har for længst indset, at fældejagt er dyreplageri. Butler/Loftet er en af de sidste store forhandlere i Danmark, der fortsat ignorerer dyrevelfærd. Bag hver pelskrave på de Canada Goose jakker de sælger, gemmer sig en tragisk historie om ubeskrivelig smerte og angst.
 
Din stemme kan redde dyrenes liv
Anima har gennem flere år dokumenteret den dyremishandling der ligger bag fældefangst, men Butler/Loftet ønsker fortsat at sælge jakkerne og er ikke interesseret i materiale fra Anima.

I Anima mener vi ikke, at man kan kalde sig et ansvarligt firma, hvis man ignorerer dyrs lidelser for at tjene penge? 

Hvis du er enig, vil vi opfordre dig til at give Butler/Loftet din mening om deres pelssalg. Brug skemaet til at sende en protest til butikkerne. Du kan benytte den foreslåede tekst eller skrive din egen. En personlig mail har altid større effekt. Skriv høfligt for ikke at skade vores kampagne og husk at skriv under i bunden af mailen.

 

Skriv under: Drop pelsen, Loftet!