Niels Chr. Selchau-Mark
Konservative


BEMÆRK: De 10 spørgsmål fra skemaet er besvaret af de Konservatives ordfører Allan Niebuhr


ANIMA: Hvad synes du om den sidste mandatperiode, og hvad er de væsentligste fremskridt for dyrene?

Dyretransporterne er et af de områder, hvor regeringen har forsøgt at lave forbedringer, men vi kan hurtigt blive enige om, at det ikke er lykkedes fuldt ud, og at der er lang vej endnu.

ANIMA: Hvad tror du årsagerne til at det ikke er lykkedes er?

Et af de primære problemer er, at der er for mange smuthuller i loven, som transportfirmaerne der bryder reglerne let kan smutte igennem. Her bliver vi nødt til at gennemgå lovgivningen, og få stoppet hullerne. Det kan ikke accepteres, at folk kan slippe af sted med dyremishandling, uden at staten griber ind.

ANIMA: Hvad kunne du tænke dig at arbejde for, hvis du kommer ind i næste mandatperiode?

Pelsdyrene. Jeg kunne tænke mig at arbejde efter den schweiziske model, hvor det ikke er et spørgsmål om at forbyde pelsdyravl, men hvor man stiller krav til industrien om at skabe omgivelser, der kan tilfredsstille fx minkens naturlige behov. I Schweiz har man accepteret, at minken er et vildt dyr, og man har derfor det krav, at dyrene skal gå under forhold der tilsvarer reglerne for vilde dyr, som f.eks. i en zoologisk have. Dette har ført til, at industrien er urentabel og at der derfor ikke længere er nogen pelsproduktion i landet. Som lovgivere kan vi godt gå ind og sige, at vi ikke vil forbyde pelsdyravl, men arbejde for, at forholdene skal være anstændige, som f.eks. i Schweiz. Produktionsforholdende skal afspejle dyrenes naturlige behov, og dyrenes velfærd skal vægtes højere end profit.

Derudover vil jeg arbejde for et dyrevelfærdsmærke, som kan bruges på tøj som fx pels. Hvis man kan forestille sig, at det kan lade sig gøre at producere pels under nogle forhold der er dyrevelfærdsmæssigt i orden, så skal man kunne mærke det med et velfærdsmærke. Således vil vi ikke lave konkurrenceforvridning, men sikre, at forbrugerne er oplyst om det produkt de køber. Måske endda på sigt kræve, at der i Danmark kun kan sælges pels, der kvalificerer sig til dette velfærdsmærke.

Personligt ville jeg ikke købe en minkpels, om den kostede 300.000 kr., 30.000 kr. eller 10.000 kr. Men hvis det kræver at en pels koster 300.000 kr., eller mere, så må de folk der vil have pels betale det det koster - jeg kan ikke se hvorfor pels skal være et folkeeje.

Dyrevelfærd er et af de områder jeg går mest op i politisk.

ANIMA: Har du andre mærkesager for dyrene?

Jeg synes græsrodsorganisationerne har nogle gode kampagner, som man kunne kigge mere på. Men dyretranporter er bestemt et emne jeg vil arbejde på at forbedre. Det skal ikke kunne betale sig at mishandle dyr - der skal gribes hårdt ind når loven overtrædes. Her har vi også brug for kontrolinstanser og græsrodsorganisationerne til at holde øje med om loven holdes.