Der er ikke noget videnskabeligt bevis for, at en reduktion i sælbestanden ville gavne fiskeriet. Faktisk mener mange eksperter og videnskabsfolk nu, at en reduktion i sælbestanden kan skade fiskeindustrien.

De som taler for at udrydde harpesælbestanden henviser ofte til beregninger af, hvor mange fisk en sæl spiser om året. Men i virkeligheden fortæller sådanne beregninger af fødeindtag os ikke noget om hvorvidt sæler har en direkte eller indirekte effekt på den utrolige mængde af forskellige fiskebestande eller fiskeindustrien.

I et havs økosystem er det for enkelt at formode, at ved at fjerne en art, vil det gavne andre. Ser man på sæler viser det sig faktisk, at effekten kunne blive stik modsat en forbedring i torskebestanden. Sæler spiser nemlig også de fisk, der jager og spiser Atlanterhavstorsken.

F.eks. spiser harpesælerne I Atlanterhavet blæksprutter, der er rovdyr for unge atlanterhavstorsk. I en sådan situation kan en reduktion i harpesælbestanden føre til et øget antal blæksprutter og derfor flere som jager torsken.

Ved en international workshop om forholdet mellem harpesæler og fiskeri i 1997, blev en gruppe på 29 respekterede videnskabsfolk fra 7 lande enige om følgende:

Det er endnu ikke muligt at forudsige følgerne af en stigning eller et fald i harpesælbestanden, andre bestanddele i økosystemet, herunder bl.a. kommercielt udnyttede fiskebestande og udbyttet der kan opnåes fra disse. (Kilde: CCFI Workshop on Harp Seal-Fishery Interactions in the Northwest Atlantic:Toward Research and Management Actions , Feb 1997).

Fiskeriminister Herb Dhaliwal, udtalte d. 15. februar 2000 overfor fiskeriudvalget i det canadiske senat, at: Nogen gange når vi ændrer på økosystemet, så skaber vi andre problemer, som vi ikke forventer. Vi må altid være bevidst om dette. Nogen gange så er naturens processer måske ikke så hurtige som vi ville ønske, men der findes en balance, som vi må være ekstremt forsigtige med ikke at forstyrre. Nogen mennesker er fortalere for store nedslagtninger af sæler. Sæler spiser sild, silden spiser larver og det påvirker torskebestanden. Man kan påvirke andre ting, som man ikke ønsker, og det kan modarbejde din målsætning. Jeg er altid skeptisk over for at forsøge at kontrollere økosystemet. Vi må være sikre på, at vi har sikker videnskab før vi træffer sådanne beslutninger.

En lang række kendte miljø- og dyreværnsorganisationer såsom WWF, WSPA og Sierra Club støtter ligeledes en reduceret sæljagt.

Sælernes kost
Traditionelt er harpesælernes kost blevet beskrevet ved at undersøge indholdet af deres maver. Siden de første rapporter om analyse af maveindhold i 1941 er mindst 67 forskellige fiskearter og 70 arter hvirvelløse dyr blevet fundet. Det er åbenlyst, at harpesælen spiser en lang række fisk og hvirvelløse dyr, selvom det er vanskeligt, at være helt sikker på de hvor vigtige de forskellige arter er i den samlede kost. Atlanterhavstorsken er en mindre vigtig, men fast byttedyr for sælen, og udgør mindre end 3% af dens årlige kost.

Torskebestanden
Når torskebestanden falder, som det f.eks. skete i Canada i 1992 (og senere I Grønland og resten af Europa) er det populært at bebrejde sælerne, overfiskeri af andre lande, koldt vand og en mængde andre grunde. Allerede i 1994 konkluderede eksperter fra 2 afdelinger under det canadiske hav og fiskeriministerium, at: Kollapset i den nordlige torskebestand, alene kan tilskrives rovdrift [af mennesker]. (Kilde: Hutchings and Myers 1994).

De fleste mennesker er enige om, at sæler ikke har skabt et fald i fiskebestanden nogen steder. Det Canadiske Hav- og Fiskeriministerium anerkender, at selv om det kan være værd at betænke sælers påvirkning af de udtømte fiskebestande, så er nedslagtning af sælbestanden ikke noget man overvejer på nuværende tidspunkt. (Kilde: Atlantic Seal Hunt 1999 Management Plan, DFO. Eminent Persons Panel progress report on SealManagement).