Selvom harpesælen er målet for den kommercielle jagt, bliver et mindre antal hættesæler også jaget hvert år. Andre sælarter, såsom ringsælen (Pusa hispida), gråsælen (Halichoerus grypus) og skægsælen (Erignathus barbatus), bliver også jaget i et ikke-kommercielt øjemed.

En harpesæl kan jages så snart den er begyndt at udskifte sin hvide pels, ca. 2 uger efter dens fødsel. Voksne sæler dræbes også. Sæljagten er en af de meget få jagter som foregår om foråret, når sælernes unger fødes. Som resultat, bliver næsten 95% af de sæler som dræbes i den kommercielle jagt, årets unger. De sæler der bliver dræbt er ofte mellem 12 dage og 1 år gamle. (Kilde: Fisheries and Oceans Canada, 2001).

Inhumant
Næsten alle, som er indvolveret i arbejdet med sæler eller sæljagten er enige om, at der er store veldokumenterede problemer med jagten, men der er delte meninger om, hvor alvorligt dette skal tages og hvordan problemerne bedst løses.

Grundlæggende er det sælindustriens mening, at de videooptagelser, som er blevet præsenteret af dyreværnsforeninger for de sidste 5 års jagter i træk, kun viser isolerede tilfælde, der bedst kan undgåes ved bedre træning og begrænsede ændringer i lovgivning om sæljagten.

Canadas fiskeriministerium har tilkendegivet, at de vil forsøge at ændre på de områder som de anser for vigtige i forhold til jagten. Anima støtter naturligvis enhver forbedring, men vi er også klar over, at de grundlæggende mekanismer der er til stede når man skal dræbe enorme mængder af vilde dyr i et ustabilt klima, ikke kan undgå at tilføre dyrene enorme lidelser. Selv på danske slagterier hvor hele processen er gennemreguleret, er der problemer med bedøvelse af dyr. At fangere skulle kunne gøre det bedre, når de er ude midt på isen uden egentlig kontrol, betvivler vi. Når man erindrer at jagten udelukkende er af økonomiske hensyn, så er der ingen undskyldning for denne massakre på vilde dyr.

Dr. Mary Richardson, tidligere formand for den kommission der vurderer dyrevelfærd for den canadiske provins Ontario, bemærkede, at: Dyrlæger accepterer at dyr bruges af mennesker, men som profession, så arbejder vi på at de bliver behandlet så humant som muligt, og deres død, når denne er uundgåelig, bliver udført hurtigt og smertefrit. De sæler der dræbes under den canadiske sæljagt bliver ikke dræbt humant. (Kilde: Canada's Commercial Seal Hunt -- 1998 undersøgelse af IFAW).

Den canadiske regering hævder, at den kommercielle sæljagt er human og gennemreguleret. Men der findes eksperter som er uenige. I 2001 udførte et sammensat hold af internationale dyrlæger en observation af sæljagten. Veterinærerne konkluderede, at 79% af jægerne ikke chekkede for at se om dyret var dødt inden de flåede det. I 40% af alle drab havde jægerne slået dyret mere end en gang, hvilket indikerer, at det stadig var ved bevisthed efter først slag eller skud. Og efter at have undersøgt sælligene beregnede veterinærerne, at 42% af de dræbte sæler havde minimale eller ingen frakturer, hvilket indikerer, at de blev flået levende. Der er desuden indsamlet videodokumentation, hvor dette forekommer.

Holdet af dyrlæger konkluderede, at de eksisterende regler hverken blev respekteret eller håndhævet af myndighederne, og at sæljagten resulterer i betydelig og uacceptabel lidelse for dyrene.

Sælbestand
Det hævdes ofte, at sælbestanden eksploderer, men sådanne udtalelser er ikke baseret på de tilgængelige videnskabelige beviser. Faktisk rapporterer den canadiske regerings eksperter, at bestanden har været grundlæggende stabil (og hvis der er sket nogen ændring har det været et fald) siden 1996. En nylig beregning af den nordvest-atlantiske harpesælbestand fra den canadiske regering fastslog, at der var 5.2 millioner dyr i 1999.

Der er en lille statisktisk usikkerhed om tallet, som med 95% chance er mellem 4.0 og 6.4 millioner (kilde: Healeyand Stenson 2000). Det nøjagtige antal harpesæler i det Nordvestlige Atlanterhav er aldrig blevet talt, da det ville være upraktisk at forsøge på det.

I stedet tæller man det antal unger, som fødes i et bestemt område, enten ved at se på dem eller via fotografier som er taget fra luften ved opsyn med dyrene. Eftersom den type opsyn fra luften typisk laver stikprøver ved at se på omkring 5% af den totale sælhvalpebestand, bliver de tal man får ved sådanne undersøgelser ganget op for at beregne hele harpesælbestanden.