Dette er historien om Eliza - en helt almindelig høne. Og alligevel ikke helt så almindelig. Hun fik nemlig lov at vise, hvad en høne faktisk har kapacitet til. At høns ikke bare er tomhjernede æglægningsmaskiner, der siger ”gok”. De er levende væsner med personlighed, følelser og kapacitet til at lære. Ganske vist er de ikke så komplicerede og intelligente som mere ”højtudviklede” dyr som fx hunde og katte, men det er mere et spørgsmål om kvantitet end kvalitet.
Jeg mistede Eliza i vinteren 2003. Jeg havde aldrig troet, man kunne sørge så meget over en fugl! Det var et stort tab, ikke bare af en dygtig høne men også af en god ven og læremester. Eliza boede på min kærestes og mit lille landsted sammen med 5 andre høns, 4 dværggeder, 2 heste, 2 hunde og 2 katte. Jeg selv er dyreadfærdsterapeut. Det er skønt dagligt at arbejde med det, man elsker allermest – nemlig dyr. På det tidspunkt, hvor jeg havde Eliza, arbejdede jeg på Etologisk Institut, (hvor jeg selv er uddannet), som adfærdsrådgiver og lærer for kommende dyreadfærdsterapeuter.
Som en god dyreadfærdsterapeut er det vigtigt at have en ordentlig viden om etologi (adfærdsbiologi) og indlærings-psykologi. Jo mere vi ved om adfærd, jo bedre kan vi forstå vores dyr, jo bedre kan vi løse adfærdsproblemer og
-- aller vigtigst -– jo bedre forhold kan vi tilbyde vores dyr. Ved at have en god indsigt i, hvordan indlæring fungerer, kan vi opdrage og træne vores dyr på den mest effektive og hensigtsfulde måde. Heldigvis ligger landet sådan, at de mest effektive indlæringsmetoder også oftest er de mest dyrevenlige. Dyr lærer hurtigst ny adfærd gennem belønning; mens smerte, angst og ubehag fører til stress. I takt med at dyret stresses, hæmmes indlærings-evnen. Der er altså ikke længere rigtig nogle gode argumenter for at bruge gammeldags, voldelige og ubehagelige træningsmetoder!
KLIKKERTRÆNING
Klikkertræning er nok den allermest dyrevenlige træningsform, der findes. Det er en metode der bygger på
shaping og positiv forstærkning (belønning). Det er ekstremt effektivt, fordi det tilfører træningen en fantastisk timing og præcision. Ydermere er det en behagelig og morsom træningsform, der begejstrer dyr såvel som trænere. Dyrene tager så godt imod træningsformen, fordi den er fri for tvang og afstraffelse. Korrekt adfærd belønnes, mens forkert adfærd blot ignoreres. Samtidig får dyret frie tøjler til selv at prøve sig frem og bruge hovedet.
Kort fortalt består klikkertræning i, at dyret lærer at associere en klik-lyd med en positiv forstærker (fx en godbid). Det vil da begynde at arbejde aktivt på at få træneren til at klikke, da dette jo fører til forstærkning. Derfra arbejder man sig via shaping (trinvis indlæring) videre mod den færdige adfærd. Først når adfærden er indlært, sætter man signal på. Dvs. at først lærer hunden fx at sitte, og når den kan det, lærer man den hvad SIT betyder.
Jeg gik igang med at klikkertræne Eliza, fordi jeg søgte en ny udfordring. Klikkertæning var spændende nok med hunde, katte, geder og heste – men hvad med en høne? Kunne et dyr med en hjerne på størrelse med en ært virkelig lære noget, der var værd at se på? Mine gode kollegaer Alessandra Bourquin og Karen Ulrich deltog med stor entusiasme i træningen af Eliza.
Jeg må indrømme, at jeg havde undervurderet indlæringsevnen hos høns. Jeg regnede med, at det ville tage mange træninssessioner blot at betinge klikkeren (lære dyret at KLIK = godbid). Godt nok var hun ikke helt så hurtig som de andre arter, jeg før havde trænet, men efter blot to sessioner havde hun forstået klikkerens betydning og tilmed lært sin første øvelse! I løbet af sommeren lærte hun en lang række tricks. Mange af dem havde hun selv fundet på, hun viste sig nemlig at være en høne med stor fantasi og initiativ.
Da jeg startede med Eliza, var hun en helt almindelig høne. Jeg købte hende på et hønseri, 1 år gammel. Hun var ikke håndtam, så det første stykke tid måtte vi smide godbidderne hen til hende efter hvert klik. Efterhånden som træningen skred frem, ændrede hun sig totalt. Hun blev meget social, opsøgte folk, der kom ind i hønsegården, og begyndte straks at vise sine kunster.
Her er nogle af Elizas tricks:
Hakke på forskellige markører
– Lade sig dirigere med target stick (en markør)
- Hoppe højt op i luften
- Stå på et ben
- Dreje rundt om sig selv
- Hoppe gennem hula hop ring
– Gå hen ad balancebom
– Sidde på udstrakt arm
– Sidde på skulder
– Gnide næbet.
Desuden var hun i gang med at lære at apportere (dvs. samle ting op og komme med dem).
Vi eksperimenterede også med farvediskriminering. Her imponerede hun virkelig! Vi lagde adskillige låg i forskellige farver foran hende og belønnede hende kun for at hakke på én af farverne. Vi startede med den gule. Det fangede hun hurtigt. Så ændrede vi reglerne, så det nu var den røde farve, der gav noget. Senere var det den blå, osv. Disse skift klarede hun overraskende hurtigt. Der skulle ikke ret mange forgæves hak på den hidtidig rigtige farve, før hun prøvede de andre og hurtigt fandt ud af, hvilken der nu førte til belønning. Til sammenligning prøvede vi en lignende øvelse med hunde (blot skulle de diskriminere mellem forskellige former i stedet for farver, da hunde ikke har et særlig godt farvesyn) – og de klarede sig ikke nær så godt som Eliza.
DER SIDDER EN HØNE UDE PÅ BADEVÆRELSET!
Da den første vinter kom, tabte Eliza pludselig næsten alle sine fjer. Dyrlægen kunne ikke sige andet, end at der måtte være tale om en hormonforstyrelse, og at hun sikkert ville få ny fjerdragt. Desværre var det en meget kold vinter, og hun ville helt sikkert ikke overleve uden en trævl på kroppen. Hvad gør man så? .... man lader selvfølgelig dyret overvintre på sit badeværelse! Det blev en festlig vinter –- ikke mindst for vores stakkels gæster. En af mine gode venner gjorde dette til en fast vending, når nogen beskyldte hende for at være skør: “Det kan godt være –- men nogle af mine venner har en høne boende på badeværelset!”
Faktisk var det mægtig hyggeligt at have Eliza boende indenfor. Det gav os mulighed for at lære hende endnu bedre at kende. Hun havde et stort bur med halm og grus i bunden. Desuden fik hun lov at gå frit rundt på badeværelset meget af dagen. Eliza viste sig at have smag for at drille. Bare tæer blev flittigt hakket, og hun yndede at trække toiletpapiret ud af hånden på folk. Når man kom ud fra brusebadet, elskede hun at drikke vanddråberne direkte fra ens næsetip.
Næste vinter tabte hun igen fjerdragten og måtte flytte indenfor igen. Denne vinter blev ulykkeligvis Elizas sidste. Ved et uheld brød en venindes labrador ind på badeværelset og slog hende ihjel. Jeg var naturligvis meget ked af det men kunne jo ikke bebrejde hunden, som blot fulgte sin natur. En høne er et helt naturligt byttedyr for en hund. Skønt denne sørgerlige slutning på historien, kan jeg trøste mig selv med, at Eliza dog havde et meget længere og bedre liv end de fleste af hendes artsfæller. Hun gjorde indtryk og vil blive husket længe. De fleste tænkte sig om en ekstra gang, inden de spiste kylling igen efter at have mødt Eliza.
Du kan læse meget mere om klikkertræning og om de andre dyr på vores lille gård på min hjemmeside:
