Effektive fortalere - de der i sandhed er succesfulde i at fremme forandring – er tankefulde psykologer. De forstår, at vi hver især er født med en bestemt indre natur.

Vi bliver så opdraget med bestemte formodninger og læres at have bestemte fordomme. Med tiden opdager vi nye “sandheder“ og forlader andre, vi blander, supplerer og forfiner, så vi hele tiden forandrer vores samling af attituder, principper og værdier.

Selvom vi kan indse, at vores holdnings system ændrer sig i løbet af livet, vil hver af os på et givent tidspunkt være tilbøjelige til at tro, at de holdninger og meninger vi har netop nu, er “rigtige“ - at vores overbevisninger er velfunderede, vores handlinger retfærdiggjorte og at vi i hjertet er et godt menneske. Selv når vi flere år senere finder os selv reflekterende med en vis forvirring over tidligere holdninger, falder det os ikke ind, at vi en dag måske vil have det på samme måde med de holdninger, vi nu fastholder.

På samme måde forstår vi, at vi ikke ændrer andres holdninger. Uanset hvor elegant et argument, vi fremfører, så opnår vi kun en vedvarig forandring hos folk ved at åbne deres sind og hjerter og derved give dem frihed til at tænke nye tanker og nye måder at anskue verden på. Vi ved selvfølgelig godt, at der ikke findes nogen magisk måde til dette, intet hypnotisk trick.

Den simpleste måde at få andre til at åbne deres hjerter og sind er at holde vores egne hjerter og sind åbne – og ikke bare for argumentet og målets skyld. I stedet må vi være reelt åbne og i stand til oprigtigt at overveje alt og hvad som helst, der bliver sagt i interaktion med andre. Jeg mener, at et åbent sind og hjerte er den eneste ærlige og seriøse position en fortaler for en sag kan indtage, for det er klart, at een person ikke kan have alle svarene.

Så i fremskridtets interesse, tillad mig at foreslå, at vi sætter alt vi tror, vi “ved“ til side, og starter med at se på, hvad der er kernen i vores sag. Efter jeg i mange år har slidt med at forfine min motivation og arbejde for dyr til den bedste form, er jeg kommet til at mene, at praktisk talt alle vores handlinger kan spores tilbage til et ønske. Det er ønsket om fuldbyrdelse eller lykke og et behov for at undgå eller mindske lidelse. Det vil sige at noget er “godt“, hvis det fører til mere lykke og noget er “dårligt“, hvis det fører til mere lidelse.

Dette er selvfølgelig et simplificeret syn, men det skærer forvirringen bort og efterlader os med et enkelt mål til at vurdere konsekvenserne af vores handlinger og evaluere vores
arbejde. Når det er givet at smerte - være det fysisk, følelsesmæssigt eller psykisk – uden sammenligning er den største barriere mod tilfredshed, mener jeg, at lidelse må være vores første prioritet, specielt idet der er så meget lidelse i verden. I sin essens kan min strategi for dyreretsarbejde bedst beskrives som et ønske om at reducere mængden af lidelse i verden.

Principper for forsvar
Når du læser dette, vil jeg gætte på, at du bekymrer dig om mere end bare at søge din egen lykke. Spørgsmålet lyder så: Hvordan kan vi gøre en forskel i verden, hvor lidelse er så udbredt? I tillæg til at starte med åbne hjerter og sind, viser en hurtig undersøgelse af den menneskelige natur, at folk føler et nært slægtskab med det kendte og nære. Dette er ikke bare sandt for befolkningen som en helhed, men også for frivillige, der arbejder med dyreret.
Generelt set fokuserer folk der arbejder for en bedre verden på dem, der er tættest på dem selv, geografisk og/eller biologisk. Selv de der ser videre end vores egen art, fokuserer på enten det kendte eller fantastiske, med en uforholdsmæssig mængde ressourcer og energi brugt på katte og hunde, truede dyrearter eller individuelle dyr i højt profilerede situationer. Det er forståeligt, givet vores grundlæggende menneskelige ønske om at gøre en synlig forskel i verden.

Vi vil alle have følelsen af at vi opnår noget, at vi har sejret. Ofte spiller det ingen betydning, hvor signifikant det opnåede eller sejren er - og end ikke om verden rent faktisk er blevet et bedre sted - men i stedet at noget håndgribeligt er opnået. Det er på grund af dette behov at nogle mennesker siger, at de ikke er i stand eller villige til at støtte Vegan Outreach, fordi vores arbejde går for langsomt eller er for abstrakt, og der ikke er nogen mulighed for at se de dyr, der bliver reddet. Denne forståelse af den menneskelige natur, i samhold med en erkendelse af lidelsens største kilde, fik Vegan Outreach til at formulere to grundprincipper for dyreretsarbejde:

1. Vi bør så vidt som muligt stræbe efter at sætte vores egne behov til side. Vegan Outreachs tilgang til dyreretsarbejde er baseret på en ligefrem analyse af verden,
som den er, udelukkende motiveret af lidelse for andre.

2. Når vi vælger at gøre en ting, fravælger vi samtidigt at gøre noget andet. De folk, der udgør Vegan Outreach, har meget begrænsede ressourcer og tid. Så i stedet for at sige “gør noget, gør et eller andet“ tilstræber vi at udføre handlinger, som vi mener vil føre til den største reduktion af lidelse. Det kan lyde naivt og forenklet, men med tanke på de uendelige områder indenfor dyreret, hvor der er behov for en indsats, mener vi, det er et vigtigt princip at følge.

Hvorfor vegetar?
Baseret på de to ovenstående principper, promoverer vi vegetarisme som den handling, der kan have den største indvirkning på mængden af lidelse i verden. For at opsummere: vores fokus på vegetarisme stammer fra vores principper om dyreretsarbejde, ikke omvendt. Vegetarisme har ikke nogen værdi i og af sig selv. At promovere vegetarisme er snarere den mest effektive vej til at mindske lidelse af tre basale grunde:

1. Antallet. Alene antallet af dyr der bliver opdrættet og dræbt i fødevareindustrien i USA hvert år overskrider i høj grad enhver anden form for udnyttelse, med et antal af dræbte dyr langt højere end den samlede menneskelige befolkning i hele verden. 99 ud af alle 100 dyr dræbt i USA hvert år, bliver slagtet udelukkende til menneskelig konsumering.

2. Lidelsen. Hvis disse milliarder af dyr levede en glad og sund tilværelse, og deres død var hurtig og smertefri, ville vores indsats selvfølgelig ligge et andet sted. Men dyr der bliver opdrættet til fødevareindustrien er udsat for ufattelig og endeløs lidelse. Det meste dyreretsarbejde har en tendens til at dreje sig om detaljerede, individuelle historier og historien om en given kylling, gris eller kalv vil klart konkurrere med ethvert andet tilfælde af grusomhed. Det sværeste aspekt i at kæmpe på disse dyrs vegne, er måske at skulle beskrive det ubeskrivelige: indespærringen og de overfyldte stalde, stanken, spektaklet, de ekstreme kulde- eller varmegrader, angrebene og endda kannibalisme, sulten og udmargelsen, sygdommene, den evigt konstante skræk og rædsel hver eneste dag af deres liv. Hvert år dør et enormt antal af dyr -tit er antallet højere end det totale antal af dyr dræbt for deres pels eller på laboratorier -uden overhovedet at være nået til slagteriet. De lider simpelthen til døde.

3. Muligheden. Hvis der intet er at stille op for at hjælpe disse dyr -hvis det hele skete i et land uden for vores indflydelse- ville vores fokus igen være anderledes. Men vegetarisme er den mest ligefremme og opnåelige måde at gøre verden til et bedre sted! Vi behøver ikke vælte en fremmed regering. Vi behøver ikke forsage moderne livsstil. Vi behøver ikke vinde et valg eller overbevise regeringen om gyldigheden af vores argument. Tværtimod kan hver enkel person hver eneste dag foretage beslutninger og valg, der har indflydelse på disse dyrs liv. At overbevise og hjælpe folk til at ændre deres liv vil føre til færre antal af dyr, der lider i det industrialiserede landbrug. Mange store nationale kampagner bruger enorme tids og pengemæssige ressourcer og opnår langt mindre resultat. Ved at vælge at promovere veganisme er hvert menneske, vi møder, en potentiel sejr.

Maksimal effekt
I Vegan Outreach arbejder vi for maksimale positive forandringer, i et forsøg på at opnå størst mulig reduktion i lidelse, pr. dollar doneret og time arbejdet. Vi er overbeviste om at det gøres bedst ved at præsentere det optimale budskab for vores målgruppe. Det fører til to grundlæggende spørgsmål: Hvem er vores målgruppe, og hvad er formen af det budskab, der vil have størst effekt? Hvis vi havde uendelige ressourcer kunne vi selvfølgelig nå ud til alle. Men med den begrænsede økonomi vi har, fører kravet om maksimal effekt os til at fokusere på øvre folkeskoleelever, gymnasie- og
universitetesstuderende af tre følgende årsager:

1. Deres relative velvillighed og evne til at ændre sig. Alle studerende er selvfølgelig ikke villige til at stoppe med at spise kød. Men relativt til befolkningen som en helhed, er studerende langt mere åbne for nye ideer - mange ligefrem oprørske mod status quo - og samtidig i en position, hvor de ikke ligger under for deres forældres
traditioner, vaner, etc.

2. Ændringen med største effekt Selv hvis det var lige let at overbevise en teenager som en ældre medborger, så ville teenageren gennem hele livet ikke bare redde flere dyr, men også kunne nå at overbevise langt flere selv.

3. Even til at nå mange mennesker. Studerende er typisk langt lettere at nå i store grupper. Uden at skulle bruge de helt store kræfter kan en frivillig let nå at uddele hæftet Why Vegan? [red. Svarer til Animas Respekt for liv] til hundredevis af studerende, der sandsynligvis ellers aldrig ville have fået en så komplet samling af informationer om en medfølende livsstil. Vores budskab til dette publikum er dyrenes lidelse i det industrielle landbrug og slagterierne. Vi har lært at dette ligefremme og simple budskab har mange fordele, inklusiv:

- Ærlighed
Generelt kan folk mærke, når noget er uærligt, og de fleste tror ikke på at dyreretsaktivister skulle være oprinde t bekymret om alle andres sundhed. Men alle nye vegetarer går som regel gennem fasen “Selv om jeg bekymrer mig om dyr, så vil andre ikke gøre det. Folk er
egoistiske - derfor vil jeg appellere til deres egeninteresse“ Men se dig omkring – ser sundhedsargumentet ud til at virke? Vi har i mange år vidst at overvægt er den suverænt største hindring mod et sundt liv og alligevel bliver flere og flere mennesker i USA fede og overvægtige. Er det virkelig det budskab der har størst chance for at skabe virkelig ændring og redde flest dyr?

- Slagkraft.
Mange dyreretsforkæmpere køber ”udviklingsvinklen“ om forandring: „Hvis nogen er imod at gå med pels, så vil de nok mere at stå med en plakat ude foran en pelsforretning en time, end at dele Why Vegan ud på en skole? Selv hvis folk ikke bliver vegetarer umidelbart efter at have læst Why Vegan, så vil de alligevel være mere tilbøjelige til at sympatisere med andre dyreværns sager, end hvis de bare havde set en anti-pels plakat ude foran en forretning - som nærmere bør ses som “degenerationvinklen“ for dyrenes frigørelse.

3. Motivation.
Vi vil ikke bare have at folk skal overveje vegatarisme. Vi vil have dem til at ændre sig og fastholde den ændring. Hvis nogen bliver vegetarer for at forbedre deres sundhed, så er der en god chance for at næste gang den person hører noget positivt om fx Atkins diæten, så vil hun skifte til denne og ende op med at spise flere dyr end før! Derfor bør vi prøve at få folk til at overveje vegetarisme af mere grundlæggende årsager. Jeg forsøger ikke at narre mig selv - jeg ved, at det ikke vil appellere til alle mennesker at vise frem hvad der foregår bag de lukkede døre i landbruget og
slagterierne. Men argumenter, hvor man pakker virkeligheden ind og flytter fokus til noget der virker rart er bare ikke overbevisende nok. Vi vil ikke have folk til bare at nikke med og fortsætte som før. Det er langt bedre hvis 95% bliver frastødt og 5% åbner deres øjne for forandring, end hvis alle bare smiler høfligt og fortsætter over på McDonalds.

Lad mig gentage dette: At forsøge at appellere til alle samtidig har aldrig virket og vil aldrig virke. Vi burde være langt videre end det punkt, hvor man tror på, at der findes et selv-centreret argument, der på magisk vis vil få alle til at ændre holdning. Og modsat virker det netop at vise folk, hvad der foregår i det industrielle landbrug og på slagterierne. Det er vores erfaring at dyremishandling er den mest overbevisende grund til at blive vegetar - og forblive vegetar - på trods af omverdenens gruppepres, traditioner, den nyeste diæt, etc. I løbet af de to år Jack tog rundt og delte hæfter ud på gymnasier og universiteter i USA, fandt han en overvældende velvilje blandt de studerende for at tage informationerne om vegetarisme til sig. Andre aktivister
oplever det samme. Vi modtager konstant respons i stil med: „Jeg havde ingen idé om hvad der foregik! Jeg kan ikke takke jer nok for at have åbnet mine øjne“

Og der er stadig så mange mange flere velvillige mennesker, vi mangler at nå. Der er selvfølgelig vores venner og familie, men vi kan ikke bruge al vores tid og følelses-mæssige ressourcer på det umiddelbare. Den simpleste måde at få informationerne ud til interesserede folk er at lave udstillinger og distribuere materiale til biblioteker, musik og boghandlere, medborgerhuse, helsekostforretninger og sympatiserende restauranter. Men det er hos ungdommen, at dyrene får størst udbytte af vores arbejde. Vegan Outreach har to kampagner for metodisk at nå vores primære publikum. Den første er vores halvårlige Nationale Uddelings Dag. Den anden er Adopter et gymnasium, hvor aktivister siger ja til at stå for at dele hæfter ud på et lokalt gymnasium, skole eller universitet mindst en gang i semesteret. Dette er den først systematiske plan for at at opnå dyrenes frigørelse ved at fokusere på vores mest modtagelige publikum. Dyrene har ikke råd til at vi fortsat arbejder efter den reaktionære prøvalt- og- hvadsomhelst strategi. Vi ved hvad der virker. Vi skal bare bruge dedikationen til at udføre det.

Den afgørende udfording
Det er relativt let at se på horrible billeder eller se film om ondskabsfulde handlinger mod dyr og være vred og motiveret på kort sigt. Men hvad med en uge nede af vejen? En måned? Et år - efter at blive afvist af vores familie, drillet af medarbejdere, ignoreret under flyvebladsuddelinger? På mange måder er det en større udfordring at forblive dedikeret og motiveret end at åbne folks hjerter og øjne. Er situationen håbløs? Hvis man ser på det store perspektiv, mener jeg der er god grund til optimisme. Sikkert er det, at alle der er interesseret i at lave fundamentale ændringer rådes til at se tingene i det store perspektiv – mindst et år frem, og gerne et helt årti. Selv om det er frustrerende at være vidne til hvor langsom udviklingen går, så er mængden af ændringer i de sidste århunderder uden sammenligning med resten af historien.

Som Bruce Friedrich pointerer:
Sokrates, der betragtes som faderen til filosofiske overvejelser underviste for mere end 2500 år siden. Der skulle gå et par tusind år før vi tog de spæde skridt for et begyndende demokratisk system. Slaveri blev først forkastet i det 19. århunderde i den udviklede verden. Først i sidste århundrede gjorde man op med børnearbejde, kriminaliserde børnemisbrug, gav kvinder stemmeret og gav rettigheder til forskellige minoriteter.

Set i denne kontekst synes det klart, at vi har en enestående og stærk mulighed for at gøre the Economists forudsigelse virkelig:
Historisk set har mennesket udvidet sin ramme for etiske overvejelser, i proportion med at uvidenhed og egne behov er mindsket, til først at række ud over familie og stamme, senere ud over religion, race og nationalitet. At bringe andre arter mere fuldstændigt ind i disse moralske overvejelser kan virke utænkeligt for den moderate holdning i dag. Men en dag, årtier eller åhundreder fremme kan det være et simpelt krav til hvad et “civiliseret“ liv kræver. Er dette nok til at holde en aktivist kørende dag ind og dag ud, mens hun prøver at udføre det hårde og ofte abstrakte arbejde i at promovere vegetarisme (specielt hvis man ikke er omgivet af andre aktivister til at give støtte)? Vi er ikke robotter. Hver især har vi et stærkt ønske om at leve et lykkeligt liv. Det bedste svar jeg selv har fundet er: lykke er resultatet af et meningsfuldt liv, og mening kommer ikke af at eje ting, men fra det vi udretter. Jeg tror på at meningsfulde bedrifter kommer af at leve liv, der rækker ud over os selv, liv hvor vi ser vores eksistens som i mere end det umiddelbare lys. At gøre mit bedste for at gøre verden til et bedre sted er det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig.

For at citere Martin Luther King, Jr.:

Historiens bue er lang
Men i sidste ende
Leder den mod retfærdighed
Jeg vil være en del af det fremskridt