Vi, som har været det i lang tid, glemmer hvor svært det er at være veganer i vores samfund. Jeg har snart helt glemt det selv. For jeg er gift med en veganer, har en vegansk datter og har jo bogstavelig talt tusindvis af veganske venner og kolleger i dag.

Men hvis jeg selv tænker tilbage på hvor svært det var for mig dengang - for immervæk 20 år siden. Ét var hvor svært det var at finde de veganske madprodukter dengang, for de fandtes nærmest ikke. Men værst var det at leve i en ikke-vegansk verden. Jeg havde først selv lige indset den brutale virkelighed der skete bag kulisserne, men folk var ligeglade med det. Ovenikøbet mobbede de mig med at være veganer! Jeg mener - ikke mindst støttede de denne ondskab - de latterliggjorde mig også, fordi jeg ikke spiste dyr!

Så jeg skulle jo vise dem hvor super-etisk man kunne være. Jeg rensede mit liv helt for det og jeg gjorde det hele for dyrenes skyld. Det at være veganer blev hele min identitet. Jeg blev besat af at forsvare og glorificere veganisme (og dermed migselv). Debatter om sproget omkring det, filosofien bag det og de hypotetiske (veganske) scenarier, blev det jeg levede mit liv for. Jeg var nødt til at være med i enhver protestaktion der opstod - jeg kørte rundt til dem hvorend i verden de var. Om det så var i minusgrader, om jeg blev arresteret osv. var ikke nok til at få mig til at vende ryggen til. Jeg var meget dedikeret.

Jeg er bange for, at hvis mit 21-årige jeg, mødte mit 41-årige mig, ville mit forrige jeg hade mig. Mit yngre jeg ville synes at jeg var en intellektuel kujon, et patetisk udsalgsflop - en afhopper fra den veganske sag. Og jeg er bange for at jeg ikke ville kunne få mig til at skifte mening. Jeg var simpelthen for selvretfærdig, vred og aggressiv.

I dag tænker jeg på, hvad jeg ville sige til mig hvis jeg havde haft chancen. Den vigtigste lektie jeg har lært i løbet af de sidste 20 år, er at det handler om lidelse. Tidligere troede jeg at jeg viste alt, men jeg vidste altså i virkeligheden ikke noget om lidelse. Siden da har jeg udviklet en kronisk sygdom som jeg troede jeg ville dø af. Jeg har tilmed håbet at dø. Tidligere var jeg faktisk ret verdensfjern, jeg talte om ord og principper: jeg diskuterede udnyttelse, undertrykkelse, frigørelse osv. Jeg havde virkelig intet begreb om lidelse. I dag hvor jeg ved mere om lidelse, og ved hvor meget lidelse der er i verden, synes mine tidligere besættelser fuldstændigt latterlige, for at sige det mildt.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg kunne udtrykke de her ting til mit yngre jeg, som aldrig rigtigt oplevede lidelse. Men det står mig klart at vi hvis vi skal tage beslutninger, så bør vi vælge den løsning, som leder til mindst mulig lidelse. Det er bundlinjen. At gøre noget godt, rigtigt og etisk, vil altid være at gøre det, som forvolder mindre lidelse end alternativerne.

80’er Matt havde proklameret: ”Selvfølgelig vælger jeg det etisk korrekte – det er derfor at jeg er veganer”. Men jeg kan fortælle jer det, som jeg ikke havde forstået dengang, nemlig at: Det som jeg putter i munden kun er en forsvindende lille del af, hvad det hele drejer sig om.

Da jeg var omringet af kødspisere dengang blev jeg besat af, hvad jeg selv kunne have kontrol med – nemlig min personlige renhed. Det var først senere jeg forstod at al min snak ”om dyrene”, kun beskyttede og opretholdte mig selv.

Det tog mig bogstaveligt flere år, før jeg forstod, at der er så meget mere end mine egne selvretfærdige tanker. Men tingene står skræmmende klart for mig i dag. Den fundamentale, umindskelige vigtighed af omfanget af lidelse, trængte slet ikke dengang igennem min vrede og selvforherligelse.

I kender nok mundheldet: En kvik person lærer af sine fejl, men en klog person lærer af andres fejl. En anden fejl jeg gjorde var at: ”gør noget - gør hvad som helst!”. Hver gang en aktion var sat i værk ”for dyrenes skyld”, var jeg der med det samme. Jeg fik ikke lige overvejet præcis hvilket konstruktivt formål min handling formåede - hvor meget godt der ville komme ud af det, og hvilke alternative min tid og mine resurser kunne være brugt til. Jeg tænkte kun på at vise min dedikation og på at udtrykke min vrede.

Men selvfølgelig hjælper vredesudbrud ikke dyrene befrielse. Til sidst gik det op for mig, at hvis jeg ville gøre noget, som ikke bare gik ud på andet end vredesudbrud, blev jeg nødt til at indgå i en fornuftig og logisk strategi. Planen skulle være realistisk, ikke bare baseret på mine personlige indskydelser vedrørende krav om hvad der ”bliver nødt til” at ske. Denne strategi skulle også være baseret på hvordan verden virkelig ser ud lige nu. Vi ved jo fra historien at samfund forandrer sig, og vi ved en del fra psykologi og sociologi om menneskets natur, og vi kan også se hvilke muligheder vi har lige nu.

Det vigtigste er at forstå mulighederne. Vi har ikke uudtømmelige ressourcer – vi har faktisk en utroligt begrænset mængde tid og penge, især sammenlignet med de industrier, som udnytter dyrene.

Årligt er Vegan Outreach’s omsætning under en million amerikanske dollars. Det passer godt nok at PETA's er større, og HSUS's er over hundrede millioner pr. år. Men sammelignet med de firmaer som udnytter dyrene, se eksempelvis bare 2 af dem, Tyson og Cargill, er der omsætning årligt over 115 milliarder dollars.

Efter mine år med ufokuseret, selvforherligende og aggressiv aktivisme, gik det endeligt op for mig at hvis jeg virkelig gik op i dyrevelfærd var jeg nødt til at maksimere min indsats med min begrænsede tid og begrænsede ressourcer. For at gøre dette, var jeg nødt til at pakke mit ego væk og holde op med at fokusere på hvad der personligt gjorde mig vred. Jeg startede med de to fundamentale lektioner, som det tog mig så lang tid at forstå:

1. At reduceret lidelse stadig er lidelse, derfor må det ultimativt være bedst at fjerne lidelse fuldstændigt.

2. Hver gang vi vælger at gøre et, undlader vi at gøre noget andet.

Jeg har læst og debatteret meget om dette, men ligegyldigt hvor meget jeg har arbejdet med det, står to sandheder mig klart:

• At fjerne lidelse fuldstændigt er det absolut bedste samt hver gang vi vælger at   gøre én ting, undlader vi at gøre noget andet.

Disse to faktorer ser man i Vegan Outreach’s første princip. Vi arbejder på: At fjerne lidelse. At fjerne så meget lidelse som muligt. Alt vi gør udspringer direkte herfra – vi tager vores valg ud fra hvilket der medfører mindst mulig lidelse.

Baseret udelukkende på dette princip vælger vi at fokusere på at offentliggøre brutaliteten på dyrefabrikkerne og på slagterierne, og samtidig give ærlig information om hvordan man kan stræbe efter en livsstil fri for dyrplageri. Lad mig gentage: Vores fokus på en etisk kost udspringer af vore første princip, og ikke omvendt. Ingen kost har værdi i sig selv. Men vigtigheden af at promovere dyrplagefri kost er det der lader os have mest indflydelse på den samlede smerte i verden, af 3 grunde:

1. Antallet

Antallet af dyr som lever og slagtes for at blive til mennenskemad hvert år i USA overstiger langt verdens befolkning. Storproduktionslandbrug overstiger enhver anden form for dyrplageri. I USA dræbes 99 ud af 100 dyr for at ende som mad til mennesker.

2. Smerten

Hvis det var sådan at disse milliarder af dyr levede skønne, sunde liv og fik en hurtig død. Så ville vores mål om at mindske omfanget af smerte, muligvis lede os andetstedshen. Men dyr sættes i verden for at blive spist af mennesker, disse dyr ved vi alle, lider ufatteligt meget. Bare tænk over: hvert år er der millioner af dyr der ikke engang når at blive slagtet. De dør af vanrøgt og smerte inden.

3. Muligheden

Hvis der virkelig ikke var noget vi kunne gøre for at mindske denne smerte. Hvis alt dette skete i et fjernt land uden for vores indflydelse, så ville vi nok fokusere anderledes. Men at afsløre tilstandene på dyrefabrikkerne samt at tale for en etisk kost er den nemmeste løsning vi har på at reducere lidelse. Vi behøver ikke at give op overfor det moderne liv. Vi behøver ikke at vælte en regering. Vi behøver ikke vinde et valg eller overbevise magthaverne om vores sag.

Alle spiser hver dag, så enhver person vi møder er en potentiel sejr for dyrene. Idet hver enkelt person du overbeviser om at blive vegetar hvadenten det er gennem din handling eller ved at støtte dyreretsbevægelsen, fordobler du udbyttet af dine egne valg. Bliv en del af et dedikeret outreach-program og hver person du overbeviser ved hjælp af Vegan Outreach eller gennem donationer er med til at redde lige så mange dyreliv som du redder hver dag ved dine egne personlige valg.

På grund af dette fungerer Vegan Outreach ved at ændre så mange menneskers kostvaner pr krone doneret og for hver times arbejde som muligt. Den bedste måde at opnå dette er at præsentere det bedste budskab til vores målgruppe. Dette fører til to åbenlyse spørgsmål: Hvem er vores målgruppe og hvad er budskabet der vil medføre den største ændring?

Selvfølgelig, hvis vi havde uendelige ressourcer ville vi kunne nå ud til alle. Men realistisk set, opnår vi den største ændring hvis vi fokuserer på unge mennesker, især på folk der går på universitetet. Disse følgende tre grunde forklarer hvorfor:

1. Den relative vilje og evne til at ændre sig

Selvfølgelig er alle ikke villige til at stoppe med at spise kød. Men relativt set er unge mennesker på universitetet langt mere åbne og i en position hvor de ikke er bundet af forældre, traditioner, vaner osv.

2. Ændringens fulde effekt.

Selv hvis studerende og ældre mennesker var lige åbne overfor at ændre sig, har unge mennesker ikke bare flere måltider foran sig, men de har også flere muligheder for at have indflydelse på andre.

3. Evnen til at nå masserne

Studerende er typisk nemmere at nå. Mod en forholdsvist lille mængde tid, kan en aktivist uddele materiale til hundredvis af studerende som ellers aldrig ville have set en fuld og overbevisende fremlægning af en etisk levevis.

Fordi vi tager dyrenes lidelse alvorligt, fokuserer vi vores budskab på selve grusomheden man ser på dyrefabrikker og på industrielle slagterier. Vi kan konkludere at dette simple og ligefremme budskab har mange fordele, deriblandt ærlighed og motivation.

Selvfølgelig ved vi at det ikke vil ændre på noget at vi afslører hvad der foregår på dyrefabrikkerne og på slagterierne. Men på dette tidspunkt, er der intet magisk argument som vil ændre på alle holdninger. Selvom der er mange undtagelser, kan vi konkludere at hvis man undgår at vise rædslerne ved kødproduktionen er budskabet knap så overbevisende, som hvis man ikke viste det. Ændringen er ofte heller ikke så vedvarende. Vi ønsker ikke at folk udtrykker deres enighed men fortsætter som før. På nuværende tidspunkt, er det langt bedre at 95% oprørt vender ryggen til mens 5% vi snakker med faktisk overvejer dyrenes sag. Altså langt bedre end at alle smiler venligt og tager på McDonald’s bagefter for at købe en kyllingesandwich.

Her er en lektie der tog mig årevis at lære: At forsøge at appellere til alle har aldrig og vil aldrig virke. Det er på tide at opgive drømmen om at der er ét perfekt argument der på magisk vis kan overtale alle. At tænke på denne måde er ineffektivt, det spilder tid og ressourcer og i sidste ende skader det dermed dyrene.

Derimod er det mere effektivt, når afslører landbrugets løgne ved at vise folk hvad der er gemt bag dyrefabrikkernes vægge. Det har vist sig at være effektivt at bruge detaljerede, dokumenterede og illustrerede pjecer for at overbevise folk om at spise mindre eller intet kød, samt for at bevare ændringen overfor gruppepres, traditioner, de nyeste trends etc. Hvert semester møder aktivister mange studerende der er interesserede i at lære sandheden om landbruget samt at lære mere om vegetarisme. Faktisk er interessen og opmærksomheden stigende hvert år. Vi modtager konstant feedback som: ”Jeg vidste ikke hvad der forgik” og ”Tak, I har åbnet mine øjne”

Men på trods af dette er der mange, mange flere mennesker at nå endnu. Den nemmeste måde at få materialer ud til interesserede er ved at lave en udstilling i dit lokalområde. Mulighederne er mange, bl.a. biblioteker, musikbutikker, boghandlere, helsekostbutikker, caféer og vegetariske restauranter.

Men i stedet for at vente på at folk henter en pjece, kan man bringe budskabet lige til dem. Ved ”Adopt a College”, uddeler aktivister materiale på deres lokale universitet, ved koncerter eller på andre spillesteder for metodisk at nå målgruppen. Aktivisterne går direkte til personer som ellers aldrig ville have lært sandheden om landbruget og alternativet. Dette er den første systematiske plan for at oplyse om dyrenes befrielse ved at gå direkte til vores målgruppe.
Vi ved at dette virker og du kan deltage og støtte denne effektive form for aktivisme. Du behøver ikke starte en ny gruppe, lave en hjemmeside eller organisere noget som helst, det eneste du behøver er at tage dyrenes lidelse seriøst og vælge at deltage i arbejdet.

Ønsker vi at hjælpe dyrene mest, må vi ikke give nogen mulighed for at ignorere denne skrækkelige og unødvendige lidelse på dyrefabrikkerne. Det er vitalt at vi er fokuserede på dyrene. Det er ikke os det handler om. Selvom det tog mig mange år at acceptere dette, er veganisme ikke slutmålet, men kun et værktøj for at reducere dyrs lidelser. Vores mål er ikke at vinde en diskussion med en kødspiser. Vores mål er at få folk til at åbne deres hjerter og sind for dyrenes sag. Det kan helt simpelt udtrykkes på denne måde:

• At købe kød, æg og mælkeprodukter medfører unødig lidelse.
• Vi kan vælge ikke at være med til at forårsage denne lidelse.

Vi må også anerkende at samfundets stereotype opfattelse af veganere er en barriere for en grundlæggende ændring i samfundet. Veganisme behøves ikke mere at blive forklaret, når der bliver talt om det. Men desværre er ordet ofte forbundet med at være ung, fanatisk og isoleret. At være veganer er simpelthen det samme som at være ulykkelig. Denne karikatur garanterer at veganisme aldrig bliver overvejet for slet ikke at tale om at blive gået over til blandt masserne.

Desværre, er idéen om den vrede veganer baseret på virkeligheden. Takket være unge Matt gav min selvretfærdighed mange mennesker en undskyldning til at ignorere virkeligheden på dyrefabrikkerne.

Dog vil jeg gerne pointere at vrede og afsky er en ganske retfærdighed reaktion på sandheden om dyrefabrikkerne . Men selvom denne reaktion er forståelig, hjælper det ikke dyrenes sag hvis vi lader os styre af denne vrede. Hvis vi tager lidelsen alvorligt, må vi arbejde med vores vrede på en mere konstruktiv måde.

Det er ikke nok at være veganer, ej heller en dedikeret fortaler. Hvis vi ønsker at maksimere mængden af smerte der kan undgås, må vi aktivt være det modsatte at den ærketypiske veganer. Dyrene kan ikke vente på at vi kommer os over vores fortvivlelse. Vi må lære hvordan vi får venner og hvordan vi influerer folk. Ligegyldigt hvor meget sorg og harme vi føler, må vi vise alle at vi er lykkelige mennesker som lever fyldestgørende og meningsfulde liv.

Husk på vores slutmål: at reducere lidelse. For at ændre verden, må vi overbevise andre om at åbne deres hjerter og tænke udover dem selv. Vi må gøre dette samme. Hvis jeg påstår at jeg ikke kan være lykkelig på grund af al lidelsen i verdenen, siger jeg indirekte at jeg ikke har kontrol over mit eget liv. Hvis jeg ikke kan være lykkelig som veganer, hvordan kan jeg så forvente at andre bliver interesserede i veganismen? Ligesom vi ønsker at andre skal se ud over den kortsigtede tilfredsstillelse det er at følge vaner og traditioner, må vi bevæge os udover vores vrede og finde en meningsfuld måde hvorpå vi kan tale vores sag.

Der er selvfølgelig meget mere at tale om vedrørende hvordan man bedst taler dyrenes sag. Men Bruce Friedrich og jeg har kogt det vi har lært gennem årtiers aktivisme ned i ”The Animal Activist’s Handbook”. Men Thoreau opsummerede det hele med bare én enkelt sætning: ”Det tager tusindvis af hug mod ondskabets træ hvis man hakker mod roden”

Så lad mig konkludere med grunden til at være en blandt tusind dedikerede til at skabe en ægte, fundamental og blivende ændring i samfunden.

Jeg ved dette virker absurd, men hvis vi ser tilbage på historien, kan vi se hvor meget samfundet har ændret sig de sidste få århundrede. Det er over 2000 år siden at de første demokratiske tanker spirrede i det gamle Grækenland. Men først i det 18. århundrede begyndte menneskeheden at indføre det demokratiske system. Ikke før sidst i det 19. århundrede blev slaveriet afskaffet i den udviklede verden. Først i de seneste 100 år blev børnearbejde forbudt, misbrug af børn kriminaliseret, kvinderne fik stemmeret og minoriteterne fik flere rettigheder.

Det er svært, hvis ikke umuligt at forstå hvor meget samfundet har ændret sig i nyere tid. Fordomme som vi knap nok kan forestille os nu var totalt accepterede for bare et par årtier siden. Eksempelvis hvis vi læste hvad der blev skrevet om slaveri bare for 150 år siden, fortalerne var ikke bare uvidende racister, men politikere, religiøse ledere og intellektuelle. Det der er skrækkeligt for os var ganske normalt og respekteret på deres tid.

At gøre en ende på dyrefabrikkerne vil faktisk på mange måder være nemmere at udføre, end tidligere spring indenfor social retfærdighed. Folk bryder sig ikke om dyremishandling, faktisk er størstedelen imod det. Men det de faktisk kan lide er at spise velkendt og nem mad. Dette er en måde vi kan vinde på:

Hver eneste dag, skaber vores græsrodsbevægelse flere og flere vegetarer, hvilket gør at flere og flere vegetariske produkter kommer til supermarkedet hver eneste måned. Det at have nemme vegetariske muligheder er nødvendigt, da det gør det nemmere for folk at prøve en vegetarisk kost samt at holde sig til den. Når flere og flere mennesker køber vegetariske produkter, vil konkurrencen fortsætte med at forbedre udbuddet, øge kvaliteten og mindske priserne. Denne proces af et stigende antal vegetarer samt et større udvalg af vegetariske produkter skaber en cyklus som yderligere accelererer udviklingen.

Jo hurtigere antallet af vegetarer stiger, des hurtigere vil vegetariske produkter stige i kvalitet, falde i pris og stige i udbud. Vores udfordring ligger nu i at udvide det vegetariske marked ved at forklare flere kødspisere grundene til at vælge en vegetarisk kost, samt også at informere dem om nye men dog kendte produkter. Jo hurtigere vi gør dette, jo snarere vil en dyrevenlig kost sprede sig.

Dette stykke arbejde er egentlig lige startet. For tyve år siden dominerende pels og vivisektion kampagnerne i Amerika, meget få mennesker talte for de 99% af dyrene, som bliver slagtet for at blive spist. Tingenes tilstand har ændret sig, men kun for nyligt. Eksempelvis blev ”Adopt a College”-initiativet først startet i 2003. På grund af denne ændring indenfor budskab ser mange først nu dyrefabrikkerne som et stort etisk problem, hvor folk derimod var ganske uvidende før. For tyve år siden havde kun et fåtal hørt ordet ’veganer’. Dengang var det nærmest umuligt at finde nogenlunde vegetarisk mad. Nu kan man købe soyamælk, vegetarbøffer og mange andre nemme vegetariske alternativer i næsten alle supermarkeder. Det er eksempelvis måske ligegyldigt for din onkel, men det er det på ingen måde for hans børn og børnebørn, når de når en alder hvor de bliver åbne overfor vegetarismen.

På trods af al rædslen og lidelsen, kigger vi langt nok ud i fremtiden og er vi villige til at vie vores tid og ressourcer til dette arbejde, kan vi trods alt være yderst optimistiske. Hvis vi tager dyrenes lidelse alvorligt og er vi tilstrækkeligt engagerede kan vi skabe en ægte og fundamental ændring hver evigt eneste dag.

På grund af antallet alene af de dyr der lider og på denne brutalitets årsag, mener jeg at dyrenes befrielse er denne tids moralske nødvendighed. Vi kan blive generationen som tager det næste store etiske spring. Vi burde virkelig nyde dette fuldt ud. Nyde friheden og mulighederne vi har, vi har muligheden for at være en del af noget så dybsindigt. Dette er det mest meningsfulde og lykkelige liv jeg kan forestille mig.

Vi har ingen undskyldning for at vente. Ingen undskyldning for ikke at gøre noget for dyrene lige nu. Dette kræver intet andet udover at træffe et valg. Du behøver ikke starte en gruppe eller vedtage en lov. Du skal bare være en del af dette livsvigtige arbejde.

Til slut ved vi, i vores hjerter, ligegyldigt hvad vi synes om os selv, at vores handlinger står alene. Vi kan hver især træffe valget, lige her, lige nu, at arbejde sammen mod et større mål, at få mest muligt ud af alt det gode vi kan udrette - mod at ændre verden for det bedre. Tak.