I september 2005 rejste jeg for første gang langs de smalle snoede grusveje til slottet ”Corniglio” i Norditalien. Jeg så frem til at møde familien Buratti Zanchi, til at se det gamle slot og til at møde dyrene på gården. Under bilturen vidste jeg, at der skulle findes godt 10 heste på gården, og jeg holdt udkig efter dem, som vi nærmede os, men jeg så hverken heste, indhegning eller stald.

Jeg havde håbet på herlige rideture i den fantastiske natur, men intet var, som jeg havde troet.  De 13 heste, som levede på gården, var nemlig helt frie og mere eller mindre vilde. Hovedparten af dem var af racen Bardigiano, en lokal ponyrace som fik sit navn efter byen Bardi, men nogle af hopperne var rideheste fra Argentina, Polen og England.

Flere af hestene havde tidligere været anvendt som rideheste, men i de sidste syv år har de været helt frie, og ingen har lavet noget med dem. De har i disse år levet i dalen ved Castel Corniglio og er aldrig gået over floden til andre marker, selvom det har været dem muligt.  Til den lille flok hørte også en ged, som sikkert følte sig mere som en hest end en ged.  Ind imellem fulgte to æsler også flokken, men de holdt sig ofte nærmere huset, da der kunne tænkes at blive givet lidt lækkerier.

Jeg har hele mit liv set heste i forskellige situationer, ofte i stalde og på rideskoler med masser af tilhørende udstyr. Det blev en helt ny oplevelse at møde denne lille flok i det fri, på deres egne vilkår.  Mange af hestene var unge og var aldrig blevet håndteret af mennesker, men det tog ikke lang tid, før alle i flokken kom hen og hilste på.

En af hestene skilte sig ud fra de andre, hoppen Miss. Hun var ikke en Bardigiano og hun var den eneste fuks i flokken og godt 25 år.  Alle Bardigianos er enten sorte eller brune, men det var ikke blot farven, som gjorde hende anderledes.  Ind imellem kunne hun være væk fra flokken i flere dage og jeg fik først indtrykket, at hun var mobbet og udstødt. Men det viste sig, at det ikke var tilfældet og at hun derimod havde en høj rang i flokken.

Lorenzo, faderen i familien Buratti Zanchi og ejer af flokken, der i dag består af 15 heste, fortæller at han ofte bliver spurgt, hvorfor han har dem. ”Fordi de er smukke” plejer han at nøjes med at svare.

Sjældent i vores samfund er det tilstrækkeligt blot at ’være til’, hverken for mennesker eller for dyr. Der skal altid findes et anvendelsesområde for alle væsner. Mennesker skal gøre godt og bidrage til samfundet, og dyrene, i hvert fald de tamme, må leve på menneskets vilkår, som arbejdskraft, fornøjelse, selskab eller produkt efter døden. At have en flok heste, en ged og nogle æsler i total frihed og lade dem klare sig på egen hånd blev for mig et tegn på en anden slags samspil mellem dyr og mennesker, end hvad vi er vant til.

Er det ansvarsløst eller vanrøgt at lade dyr, som er vant til menneskets pasning, gå frie? Eller burde dyr have samme ret til frihed som mennesket har? I strenge vintre giver Lorenzo sine heste lidt mad, men ellers må de klare sig selv.  Hove og tænder bliver slidt ned på naturlig vis og de sørger selv for at danne hierarki i flokken. Flokken ledes af to hingste, som er brødre og næsten identiske på nær, at den ene har en lille stjerne i panden under det lange pandehår. Lorenzo har fortalt, at da de engang skilte dem ad, var det et problem at føre dem sammen igen, men hvis de bare får lov at gå sammen, så slås de ikke. Flokken vokser dog og Lorenzo ved godt, at det kan blive et problem, når de unge hingste vokser op, og at han bliver nødt til at sælge flere af dem. Lorenzo sukker ved tanken, men endnu går alle hestene frie på Castel Corniglio.