For første gang fik jeg mulighed for at opleve hvordan Danmarks største slagteri fungerer. Her er min beretning.

Som vegetar at skulle tage ud på et slagteri må siges at være noget af en oplevelse. Denne udfordring fik jeg af DRs Skum-TV, der ville lave en udsendelse om vegetarer, hvor jeg skulle på en rundvisning af en slagtermester, mens jeg redegjorde for mine holdninger overfor, hvad jeg så. I starten anede jeg ikke, hvilke følelser jeg ville komme ud for, så snart jeg stod ansigt til ansigt med den muligvis mest absurde industri der findes – kødindustrien. Men jeg tog udfordringen, rippede DRs salatbar, iklædte mig en hvid festivaldragt og drog mod dødsfabrikken foran rullende kamera.

Et slagteri er egentlig ikke, som jeg ser det, det bedste sted man finder de mest solide argumenter for vegetarisme og veganisme. Et slagteri arbejder jo primært med døde dyr, og hvad jeg fik fremvist under rundvisningen var hovedsageligt, hvordan de tilberedte kødet, hvorimod min interesse snarere rettede sig mod den korte periode under slagteprocessen, hvor de har med det levende dyr at gøre – altså fra lastbilerne laster dyrene af, og de må fortsætte gennem tremmegangene mod deres endelige skæbne i form af en boltpistol. Og det var skam også her jeg fandt de største kritikpunkter.

Boltpistolrummet var noget af et syn. Køerne bliver ført ind i en boks, hvor de får en boltpistol for panden. Derefter åbner en sluse i boksen og den døde ko triller ned af en metalskråning, og lander længere nede i lokalet, hvor en ansat er klar til at hægte en kæde til dens ben, således at liget kan føres videre af hele samlebåndsprocessen for til sidst at blive et færdigt ’produkt’. Billedet her viste mig tydeligt i hvor høj grad køerne først og fremmest bliver betragtet som produkter og dernæst som levende væsner. Det var bogstaveligt talt død på samlebånd, og en utrolig respektløs død. Dyrenes egenskab som produkter var det primære, deres individuelle eksistens det sekundære.

Egentlig var jeg ikke overrasket. Det var præcis det billede, jeg vidste var tilstede. Ydermere, så kunne slagtermesteren også fortælle, at de af og til kommer til at ramme køerne forkert med boltpistolen, og at det kan ske, at køerne er ved bevidsthed. Og meget kan han sige, men jeg har svært ved at købe argumentet om, at køerne har det godt med at blive lastet ind i biler og ført ind af en smal tremmegang, hvor de forude kan høre den tordnende lyd fra en boltpistol der hamrer ind i panden på ko efter ko. For ikke at tale om den enorme støj fra alle kæderne, de faldende lig og resten af maskineriet. Selvfølgelig havde de ansatte høreværn på.

Og yderligere virker det svært at argumentere for koens glæde ved at blive ført ind i en smal boks og få en boltpistol i panden. For de ansatte at se, var disse ting nok nødvendige onder i en industriel produktion, men der er absolut ingen nødvendighed bag kødindustrien, og hvad jeg oplevede denne dag satte for mig atter kraftigt spørgsmålstegn ved, om det er muligt at behandle levende væsner humant, når de indgår i en industriel produktion.

Så selvom et slagteri ikke engang er det sted, hvor de største argumenter for vegetarisme og veganisme er at finde - i modsætning til de steder hvor dyrene tilbringer størstedelen af deres liv, samt de større perspektiver angående forurening og ressurcespild - så var der alligevel afgørende kritikpunkter. Men disse er selvfølgelig at finde i enhver industriel produktion af levende og følende væsner. Hvis man, som de ansatte på slagteriet, anser dyrene for varer frem for hvad de egentlig er, så er dette klart sværere at se, og ens prioritering vil ligeledes være absurd, men en dyreetisk livsstil handler netop om dette skift i perspektiv.

Ikke meget har ændret sig siden jeg fik mulighed for at besøge slagteriet. Hvad der har ændret sig er, at jeg nu har set med egne øjne hvad jeg er kritisk overfor og derved blot har fået bekræftet det billede, jeg allerde vidste var tilstede. Mine tanker omkring industrien, var ikke blot fordomme, men virkelighed.