På Mendeleevskaya Station i Moskvas metro kan man ikke undgå at se en helt særlig statue. Den forestiller en pjusket hund som klør sig bag øret, mens den ser veltilfreds frem for sig. Går man over til en af de omkringliggende kiosker og spørger til statuen, får man en rørende historie fortalt om gadehunden Malchik.

Der lever i dag mere end 100.000 gadehunde i Moskva. I denne artikel kan du læse en spændende beretning om sameksistensen mellem hunde og mennesker i en moderne storby.

METROHUNDEN MALCHIK
Malchik var en af de mange gadehunde i Moskva og holdt til ved Mendeleevskaya Station. Malchik, som betyder dreng, var kendt blandt både metrobrugere og dem som arbejder i metroen. Han kunne charmere sig ind på alle med sit blide og muntre sind. I Moskvas metro-undergrund levede han i mere end tre år i fredelig sameksistens med metropassagerer, butiksindehavere, turister og andre hunde, indtil han på tragisk vis blev dræbt af en forstyrret kvinde.

Kvinden, en kendt russisk fotomodel, kørte i metroen med sin egen hund og ville ikke have at Malchik nærmede sig. Derfor pudsede hun først sin egen hund på ham for derefter at trække en køkkenkniv frem og stikke Malchik ned. Folk kom løbende til for at hjælpe Malchik, men der var intet at gøre, og han døde af sine kvæstelser.

Tabet var stort for de mennesker som kendte Malchik, og butiksindehavere og passagerer startede en indsamling. Sammen satte de en bronzestatuen af Malchik op med inskriptionen ”medfølelse”. Statuen står i dag som et evigt minde om Malchiks blide væsen - og som et symbol på en by med et ganske særligt forhold til sine gadehunde.

MOSKVAS GADEHUNDE
Der lever i dag mere end 100.000 gadehunde i Moskva. Andrej Neuronov, som er zoolog og etolog, har studeret Moskvas gadehunde og mener at hundene har fået en helt særlig plads i storbyboernes hjerter. Andrej forklarer hvordan den almindelige borger identificerer sig med gadehundene og derfor hjælper dem til et bedre liv på gaden ved at fodre dem eller blot lade dem leve et liv i ro og mag lige som byens øvrige indbyggere. Men sådan har det ikke altid været. I Sovjettidens Rusland, indtil 1991, var Moskva præget af den retlinjede kommunistiske tankegang.

Dengang var der ikke plads til ukontrollerede elementer i byen såsom gadehundene, som var forvist til storbyens udkant. Men efter sovjetstyrets fald er antallet af gadehunde i Moskva steget voldsomt. Andrej fortæller videre, at gadehundene har fået meget bedre forhold i byen i takt med at velstanden er steget. Tidligere levede hundene i byens udkantsområder, hvor der var skrald og industriaffald at finde. Men efterhånden som den almindelige storbyboer fik flere penge mellem hænderne, faldt der mere og mere af til hundene inde i byen. Frokostrester, restaurantaffald og lignende er guf for en gadehund. Hundene har tilpasset sig den forandring der er sket i menneskenes verden – og de har gjort det forbavsende hurtigt.

I dag kan man se Moskvas gadehunde bevæge sig trygt og bevidst ud og ind mellem vinterstøvler og stilethæle. Når de skal over gaden, stiller de sig ved en fodgængerovergang og venter til fodgængerne passerer vejen. Når de er nået til den anden side, forsvinder de hurtigt i folkemængden. Ingen sparker efter dem, ingen bliver bange. Hundene er et helt almindeligt og accepteret syn.

DE SELVKØRENDE HUNDE
Men til stor overraskelse for mange af byens indbyggere, turister og hundeinteresserede, har hundene ikke bare fundet ud af at klare sig i byen gader.

Hundene har taget metrosystemet til sig og bruger det i stor stil. Andrej som forsker i hundenes adfærd i storbyen, har fundet ud af, at der er omkring 100 metrokørende hunde. Han kan også konkludere, at de hunde som benytter metroen, har helt særlige karaktertræk. De er mere menneskeglade og rolige end de andre gadehunde, de har et charmerende gemyt, og de tager sig ikke af, hvis en passager kommer til at placere en støvle på deres pote eller hale.

En hyppig metrobruger beskriver sit første møde med en metrohund således: ”Jeg husker mit første møde med en metrohund tydeligt. Da jeg kom ind i vognen, lå der en stor nøddebrun hund midt på gulvet. Den lå med lukkede øjne og smaskede trygt en gang imellem Jeg var sikker på at den hørte til en af passagerne, og tænkte ikke mere over det. Men da vi ankom til Lenin Bibliotek Station rejste hunden sig pludseligt og gik beslutsomt ud af vognen – uden at nogen passager fulgte med den. Jeg fulgte den med øjnene og så den gå resolut op af trappen da metrovognen lukkede dørene og kørte fra perronen. Jeg var simpelthen målløs”. 

Metrohundene er blevet et populært syn i Moskvas undergrund, og Andrej forklarer, at mange af metroens passagerer opfatter hundene som deres kæledyr. Hundene er en berigelse for mange af storbyens mennesker, som ikke selv kan have dyr hvor de bor. En gruppe metrohunde-glade passagerer har endda startet en hjemmeside, hvor man kan læse om og uploade billeder af metrohundenes daglige liv, se beskrivelser af de enkelte hunde og chatte med andre metrohunde-elskere. Det er blevet en hel hobby for nogle passagerer at regne ud, hvor de enkelte hunde bor og skal af.

På en hjemmeside om Moskvas kultur kan man læse denne øjenvidneberetning om metrohundene.

”I starten troede jeg måske bare at hundene kørte tilfældigt rundt på må og få og stod af når de var sultne eller skulle tisse. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det er meget mere komplekst end som så. De ved hvor de vil hen, og hvor de skal af. Og de forstår sågar når der bliver talt i højtaleranlægget. Allerede den første gang jeg mødte en metrohund, fulgte jeg efter den for at se hvor den skulle hen. Den lille sorte fyr tog først linje 6 mod syd, for derefter beslutsomt at gå over til linje 3 mod centrum.

Da metroen tog de sidste sving under indkørslen til den centrale station, rejste han sig op og daffede stille og roligt ud med logrende hale. Jeg forsøgte at følge ham, men han var så hurtig, at jeg måtte opgive. Siden hen har jeg mange gange haft oplevelser, som tydeligt viser, at metrohundene ved præcis hvor de skal stå på og af. Hvordan de gør det, ved jeg ikke, men de øver sig vel bare en masse vil jeg tro”.

Den store opmærksomhed der har været i medierne omkring Malchiks død og opsættelsen af hans monument, hjemmesiderne over metrohundenes liv og den respekt hundene møder i det daglige, tegner et tydeligt billede af, at hundene har vundet storbyboernes hjerte.

En kioskejer ved Mendeleevskaya Station beskriver det således: ”Hundene spreder så mange gode følelser bare ved at være til stede. Når man ser dem ligge trygt og godt på en varmerist ved en metroindgang, kan man se hvor rart de har det. Hvorfor skulle man dog sende dem ud i kulden, hvor man ikke engang selv har lyst til at være. De gør jo ingen fortræd og elsker når man klapper dem på hovedet eller giver dem en halv bolle. De får os mennesker til at føle medfølelse og sympati. På den måde gør hundene os til bedre mennesker. Og når man så ser dem snyde en billetkontrollør eller snuppe en sandwich fra en fraværende turist, så kan man ikke andet end at grine og tænke gud, hvor er de dog kloge!”.

Billetkontrolløren Rubashov bekræfter metrohundenes snilde. ”De sidder stille og roligt til vi kigger den anden vej, før de går gennem billetmaskinerne. Jeg må indrømme, at jeg sjældent stopper dem, selvom jeg egentlig burde efter reglementet. Men de generer jo ingen.

Og når de går ombord på metrovognene, kigger de først ind i vognen. Hvis der er en uniformeret billetkontrollør, vælger de en anden vogn eller sniger sig lydløst bagom. Det er jo ikke alle, der som jeg kigger den anden vej. Man må sige de har snilde, de hunde”, siger Rubashov smilende.